Khader går efter Brian Mikkelsens valgkreds

Sjællands Storkreds er større end Østjyllands, hvor den konservative profil hidtil har været opstillet.

(ARKIV) Naser Khader (C) vil søge valg i Sjællands Storkreds. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Folketingsmedlem Naser Khader (K) går efter at overtage tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsens valgkreds.

Det oplyser Det Konservative Folkeparti.

Hidtil har Khader været opstillet i Østjyllands Storkreds. Men han er indstillet af tre vælgerforeninger til at blive opstillet i Sjællands Storkreds.

- Jeg har fået muligheden for at blive opstillet i Danmarks største valgkreds, hvilket jeg ser som en stor tillidserklæring og anerkendelse fra partiet, siger Naser Khader i pressemeddelelsen.

Ved at skifte til Sjællands Storkreds får Khader potentielt mulighed for at få et højere personligt stemmetal, end han gjorde ved valget i 2015, hvor 4041 østjyder stemte personligt på den konservative profil.

Mikkelsen er blevet direktør

Brian Mikkelsen var den konservative spidskandidat i Sjællands Storkreds ved valget i 2015. Han fik 4.398 personlige stemmer. Mikkelsen har forladt politik for at blive direktør i Dansk Erhverv.

I dag sidder den konservative Brigitte Klintskov Jerkel i Folketinget som Mikkelsens suppleant. Hun stiller også op i Sjællands Storkreds, hvor De Konservative kun har udsigt til at få et enkelt mandat.

- Jeg havde selvfølgelig gerne set, at jeg var det eneste folketingsmedlem opstillet i kredsen, men Naser Khader er en stor profil og kendt over hele landet, så det er en fordel for partiet, siger Jerkel til Dagbladet Roskilde.

- Jeg mener, vi kan supplere hinanden rigtig godt, og jeg glæder mig til samarbejdet, siger hun.

/ritzau/