Den pakistansk-danske lokalpolitiker i København Wallait Khan ønsker ikke længere at blive 2. næstformand i Borgerrepræsentationen. Det oplyser han tirsdag i en pressemeddelelse.
Khan blev valgt for partiet Venstre til Københavns Borgerrepræsentation, men forlod partiet på valgaftenen og støttede en konstitueringsaftale med S, R, SF og Enhedslisten.
Går til politiet for at blive renset
- Der været en hel række beskyldninger, påstande og urigtige historier i medierne. Jeg har besluttet, jeg vil gå til politiet for at blive renset. Jeg ønsker ikke at besætte posten, før politiundersøgelsen har renset mit omdømme, skriver han og holder dermed tilsyneladende alligevel en dør på klem for, at han på et tidspunkt vil kunne få en tillidspost.
Wallait Khan nævner, at der først blev stillet spørgsmålstegn ved hans valgbarhed, som Folkeregistret nu har fundet i orden. Derefter var der forholdet til den muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir og sharia-lovgivningen.
- Jeg mener, vi skylder københavnerne, at der ikke er endeløse diskussioner om de personer, der bestrider posten, skriver han.