Kjær roser sarkastisk roma-video

Den konservative Nicolaj Bang kalder i et videoklip romaer for småkleptomane. Henriette Kjær, som er partiets politiske ordfører, støtter indslaget på Facebook.

Billede af Nicolaj Bangs facebook side, hvor Henriette Kjær kommenterer på hans video om romaer.

Romaer har småkleptomane tilbøjeligheder, siger den konservative folketingskandidat Nicolaj i et video-klip på YouTube.

Og videoen bliver godt modtaget af partiets politiske ordfører Henriette Kjær, som på Facebook skriver "Fornuftigt indlæg i debatten", og mener det er flot, at videoen er kommet ud.

Det siger Bang

Nicolaj Bang siger blandt andet, at romaer og sigøjnere:

- Har en ret god begrundelse for, hvorfor de modsat andre folkefærd godt må stjæle. Jesus skulle nemlig, da han blev korsfæstet også have haft en nagle gennem brystet, men den blev stjålet af en sigøjner. Derfor ser Gud mellem fingre - eller hænder - med sigøjnernes småkleptomaniske tilbøjeligheder.

Henriette Kjær er godt tilfreds med videoklippet.

- Det er en god video, han har lavet, fordi han sætter fokus på, at der er visse romaer, der lever i et parallelsamfund. Og det er et problem, siger hun.

- Det er klart at bruge et udtryk, som at romaer har småkleptomatiske tendenser, det er uheldigt, og det er selvfølgelig en beskrivelse, som jeg tager afstand fra.

Måske venter politianmeldelse

Lederen af romaforeningen Romano, Erik Støttrup Thomsen, har politianmeldt Nicolaj Bang.

Men Henriette Kjær håber, at romaer også i højere grad vil blande sig i debatten.

- Det er selvfølgelig alvorligt, når der er nogen, som føler sig trådt over tæerne. Og de har så lagt sag an ved politiet. Jeg synes i stedet de skulle kaste sig ind i debatten, og argumentere for hvorfor de bliver kede af og følger sig stigmatiserede over at blive kaldt småkleptomane.

Facebook
Twitter