Klaus Riskær fyrede kandidat efter to dage: 'En sød pige, der ikke kan klare mediepresset'

Samlet set ville det være dårligt for hende og en svækkelse af projektet, siger partilederen.

Klaus Riskær Pedersen sagde i går farvel til sin kandidat Christina Asklund efter kun to dage. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Klaus Riskær Pedersen afviser, at det var en fejl at sætte den 50-årige Christina Asklund på kandidatlisten for hans blot tre måneder gamle parti.

I går meddelte han ellers sin kandidat, at hun ikke længere skal stå på stemmesedlen ved det kommende folketingsvalg. Det skete blot to dage, efter at hun officielt blev udnævnt til kandidat.

- Christina er en rigtig sød pige med gode mærkesager, men min vurdering er, at hun vil få problemer med at klare mediepresset, siger Klaus Riskær Pedersen.

Var det en fejl at offentliggøre hendes kandidatur?

- Nej, syretesten er, når man kommer ud i det offentlige rum som kandidat, og her er det mit ansvar at levere det rigtige hold. Samlet set ville det være dårligt for hende og en svækkelse af projektet, hvis jeg ikke fandt en anden, siger partilederen.

Han ønsker ikke at udybbe præcis, hvad der var tungen på vægtskålen, da han valgte at tage Christina Asklund af kandidatlisten.

Vraget kandidat: Det er Riskærs ret

Christina Asklund bekræftede i aftes over for DR Nyheder, at hun var blevet fravalgt efter blot to dage som kandidat.

- Jeg synes, det er ærgerligt, for jeg synes, det er et godt program, han stiller med. Men det er også hans fulde ret at sætte det rigtige hold, sagde 50-årige Christina Asklund, der senest har arbejdet som Business Leader på Oslofærgen.

Hun oplyste videre, at hun stadig er medlem af partiet.

- Det har været otte spændende uger, og jeg har lært utroligt meget. Jeg er bestemt ikke færdig med at tale miljøets og klimaets sag, sagde Christina Asklund i går til DR Nyheder. (© (c) DR)

Udover Christina Asklund, der nu ikke længere er kandidat, stiller 48-årige Peter Hjorth op i Københavns Omegns Storkreds, og 50-årige Rolf David Gøtze stiller op på Fyn.

Partileder Klaus Riskær Pedersen stiller op i Københavns Storkreds.

Med Asklunds afgang skal partilederen nu ud og finde flere kandidater, der skal på stemmesedlerne.

Og den proces er godt i gang, fortæller Klaus Riskær Pedersen.

- Jeg har fået 245 henvendelser fra folk, som gerne vil stille op. Dem skal jeg nu til at gennemgå, og så vil der komme flere navne på listen, siger han og påpeger:

- Men der kan sagtens komme løbende ændringer undervejs inden valget. Det er mit ansvar, at det her bliver et holdbart projekt. Det skylder jeg de mange tusinde mennesker, som har støttet mig.

I mandags kom det frem, at partiet har indsamlet flere end 20.109 vælgererklæringer. Det betyder, at de har indsamlet nok erklæringer til at være opstillingsberettiget til folketingsvalget.

Erklæringerne skal dog endeligt godkendes af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Facebook
Twitter