Økonomi- og Indenrigsministeriet har endnu en gang irettesat partiet Klaus Riskær Pedersen og dets stifter af samme navn, som lige nu med syvmileskridt er på vej til at samle vælgererklæringer nok til at blive opstillingsberettiget til Folketinget.
Det fremgår af et brev, der i går blev sendt fra ministeriet til Klaus Riskær Pedersen.
Her lyder det, at partiet ikke har registreret de enkelte vælgeres e-mailadresser i vælgererklæringssystemet.
I stedet har de indlæst en adresse, der tilhører partiet selv. Og det er i strid med reglerne, skriver ministeriet.
- Når en vælger ønsker at afgive en vælgererklæring, skal partiet indlæse vælgerens e-mailadresse i vælgererklæringssystemet. Det er således ikke partiet, der skal modtage invitationsmails fra vælgererklæringssystemet og stille dem til rådighed for vælgerne, lyder det i brevet fra ministeriet, hvor det også fremgår, at ministeriet beder Klaus Riskær om at tilkendegive, at han vil rette ind hurtigst muligt.
Ifølge ministeriet har partiet forbrudt sig mod denne regel gennem hele deres indsamlingsperiode, som blev påbegyndt i begyndelsen af november.
- Oplysningerne fra vælgererklæringssystemet viser, at samtlige partiet Klaus Riskær Pedersens vælgererklæringer er afgivet på baggrund af invitationsmails sendt til ovennævnte adresse. Det kan således ikke konstateres, at partiet på noget tidspunkt har indlæst e-mailadresser til vælgere, således som reglerne foreskriver, lyder det i brevet, hvor det også lyder, at partiets mailadresse er blevet indlæst mere end 20.000 gange i systemet.
Riskær: Vi beklager misforståelsen
DR Nyheder har været i kontakt med Klaus Riskær Pedersen, der lover at rette ind, hvilket han også har meddelt ministeriet.
- Vi tager til efterretning, at der har været en forskellig opfattelse af, hvordan det driftsmæssigt skal tilrettelæges. Efter ministeriet har rejst kritik af det, så er det blevet rettet i løbet af i dag, og fra i morgen bliver det drevet efter ministeriets ønsker. Vi beklager misforståelsen, siger han.
Intet tyder på, at Klaus Riskær Pedersens regelbrud vil få nogen effekt på hans indsamling af vælgererklæringer. Der er nemlig ikke nogen 'hjemmel' i loven til at sanktionere partier, der bryder reglerne i forbindelse med vælgererklæringer, har ministeriet tidligere oplyst til TV 2.
Mangler færre end 2.000 vælgererklæringer
Gårsdagens irettesættelse fra ministeriet er ikke første gang, at Klaus Riskær Pedersen har fået en løftet pegefinger af ministeriet.
I december kunne TV 2 fortælle, at partilederen havde forbrudt sig mod den såkaldte eftertænksomhedsperiode.
Den betyder, at der skal gå syv dage, fra partiet modtager en tilkendegivelse om støtte, til borgeren modtager et link til vælgererklæring.dk, hvor man så officielt kan give sit samtykke ved hjælp af NemID.
Partiet havde dog omgået dette og havde ledt folk direkte til NemID-siden, efter at man havde tilkendegivet, at man ville støtte ham.
Klaus Riskær Pedersen lovede, at fejlen ville blive rettet fra 2. januar.
Kort derefter meddelte Økonomi- og Indenrigsministeriet dog, at reglen om syv dages betænkningstid stadig kunne omgås.
Det skyldtes, at det fortsat var muligt at afgive en vælgererklæring til partiet ved at benytte linket i partiets annoncer på Facebook. Også det hul blev lukket.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet havde Klaus Riskær Pedersen i morges indsamlet 18.354 vælgererklæringer. Det kræver 20.109 at blive opstillingsberettiget.
Kort om Riskær
- •
Klaus Riskær Pedersen har en baggrund som iværksætter og erhvervsmand.
- •
Han har blandt andet stået bag en række investeringsselskaber og venturekapitalfonde og været med til at starte flere selskaber - blandt andet internetudbyderen Cybercity - men har også været involveret i flere konkurser.
- •
Karrieren i erhvervslivet har også kastet en række domme af sig. Han blev blandt andet dømt for bedrageri og mandatsvig i 2008, hvilket kostede ham seks års fængsel.
- •
Og i 2012 blev dommen suppleret med halvandet års fængsel i en anden sag. Året efter blev han prøveløsladt efter at have afsonet fem år.