Klaus Riskær Pedersen bød sig til hos et andet parti, seks måneder før han startede sit eget

Selvom han i 2015 kaldte opstilling for partiet utroværdigt, ville Riskær så ind sidste år.

Klaus Riskær Pedersen kontaktede Kristendemokraterne for otte måneder siden for at høre, om der var mulighed for at stille op som kandidat for partiet. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Klaus Riskær Pedersen ser ud til at blive kandidat til folketingsvalget for sit eget parti, efter at det er lykkedes ham at indsamle det fornødne antal vælgererklæringer.

Et emne, som han har indkaldt til pressemøde om senere i dag.

Historien kunne sidste år i maj dog have taget en helt anden drejning.

Her kontaktede Klaus Riskær Pedersen nemlig Kristendemokraternes formand, Stig Grenov, og bød sig til. Som folketingskandidat.

Det bekræfter Stig Grenov over for DR Nyheder.

- Klaus Riskær Pedersen ønskede kort fortalt at genoptage dialogen og ville gerne stille op for os på vores liste, forklarer han.

- Jeg valgte ikke at svare på det.

DR Nyheder har set den mail, som Klaus Riskær Pedersen har sendt til Kristendemokraterne, der bekræfter formandens udlægning.

Otte måneder efter hans mail til Kristendemokraterne så partiet Klaus Riskær Pedersen dagens lys. Partiets vælgererklæringer mangler fortsat at blive endelig godkendt af Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Klaus Riskær Pedersen

  • Født: 24. april 1955

  • Uddannelse: cand.merc., CBS

  • Oprettede i 1979 investeringsselskabet Krepco, der senere gik konkurs

  • Står bag internetudbyderen Cybercity, der blev solgt for 500 millioner kroner i 2000

  • 1989-1993: Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre

  • 1993-1994: Medlem af Europa-Parlamentet som løsgænger

  • 2008-2013: Afsonede dom for bedrageri.

  • 2018: Oprettede partiet Klaus Riskær Pedersen

Riskær i 2015: Vi deler ikke samme menneskesyn

Det er ikke første gang, at der har været kontakt mellem Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne.

I 2015 blev han tilbudt en rolle som folketingskandidat for partiets storkreds i København, men partiledelsen afviste at tage ham med i folden. Og Klaus Riskær Pedersen smækkede også selv med døren, da han takkede nej til kredsens tilbud.

- Det er noget, jeg har overvejet meget grundigt, men det har noget med troværdighed og anstændighed at gøre. Jeg kan simpelthen ikke stille op for Kristendemokraterne, lød det dengang i P3-programmet Alpha Omega.

- Jeg er jo den, jeg er, og jeg er ret kendt for, hvordan jeg har levet. Jeg kan ikke skrive under på et stykke papir om, at jeg går imod fri abort, når jeg ikke gør det. Det er jo simpelthen utroværdigt. Og i tv kan man ikke lyve - man ville med det samme kunne se, at jeg stanghamrende lyver, hvis jeg siger, at jeg er imod fri abort. Vi deler simpelthen ikke samme menneskesyn. Jeg kan simpelthen ikke.

DR Nyheder ville gerne have hørt Klaus Riskær Pedersen, hvorfor han trods sin kritik af Kristendemokraterne i 2015 alligevel valgte at kontakte partiet i maj. Han afviser dog at stille op til interview og skriver kortfattet i en sms:

- Jeg ombestemte mig og fulgte ikke op på det. Jeg kom til den konklusion, at Kristendemokraterne i flere valg ikke har formået at samle opbakning, og at jeg derfor ville være bedre stillet ved selv at lave det.

Frygter fokus på mediepersonligheden

Forhistorien - og Klaus Riskær Pedersens baggrund som bedrageridømt - spiller også en rolle for Stig Grenovs beslutning om at overhøre tilbuddet.

Værdifællesskaberne ligger nemlig for langt fra hinanden.

- Jeg er stolt af at tilhøre et parti, der har haft en erklæret alkoholiker som formand – Per Ørum Jørgensen. Der er bare den forskel, at han lagde sig fladt ned og sagde: ”Jeg har kørt spritkørsel, og det er færdigt. Det, jeg har gjort, er forkert”. Jeg har ikke rigtig haft samme fornemmelse hos Klaus Riskær Pedersen.

- Alene dér hopper kæden af rent værdimæssigt. Der er plads til alle hos Kristendemokraterne, som ikke har nok i sig selv, men man er nødt til at erkende, at man har trådt på andre mennesker og så sige: ”Det var ikke okay”. Ærlighed fremfor alt.

Stig Grenov hører dog ikke til blandt dem, der mener, at Klaus Riskær Pedersens fortid gør ham uværdig til en plads i Folketinget. Det er op til vælgerne at vurdere, mener han.

Derfor ser han også frem til at høre om det politiske projekt og møde Klaus Riskær Pedersen i debat.

- Mit problem i den her henseende kunne være, at der igen vil være mere fokus på en kendt mediepersonlighed, som er farverig, som i en vis forstand har ordet i sin magt og kan skabe virak omkring sig selv og sin person. Det vil altid afstedkomme noget mere medieopmærksomhed end partier, som rent faktisk prøver at lave noget politisk arbejde og har det funderet i virkelighedens verden, siger han.

Uffe Ellemann-Jensen, Niels Anker Kofoed og Klaus Riskær Pedersen i 1989, hvor Riskær havde meldt sig ind i Venstre for at stille op til Europa-Parlamentet, hvilket lykkedes samme år. (Foto: Palle hedemann © © Scanpix)

Riskærs politiske øhopperi

Klaus Riskær Pedersens politiske liv har mildest talt været tumultarisk og går helt tilbage til 1980'erne.

I 1989 blev han nemlig valgt til Europa-Parlamentet for partiet Venstre. Hans politiske karriere fik dog et ordentligt gok i nødden i 1993, da han blev ekskluderet af partiet.

Det skete, efter at hans selskab Accumulator Invest A/S var blevet erklæret konkurs året forinden. Det endte med, at hans eget holding-selskab også gik konkurs og efterfølgende måtte han lide den tort selv at erklære sig personligt konkurs.

Klaus Riskær opgav dog ikke sin politiske karriere efter at være blevet smidt på porten af Venstre.

Han oprettede nemlig sit eget parti, De Liberale 2000. Det lykkedes ham dog ikke at samle nok vælgererklæringer til, at han måtte stille op ved valget i 1994.

Det var dog ikke det sidste, offentligheden skulle høre til Klaus Riskær Pedersens politiske løbebane. I 2006 stiftede han partiet Opstillingslisten, der hverken havde et partiprogram eller en bestyrelse. Klaus Riskær Pedersen var ikke selv kandidat for partiet, og partiet skulle ikke have nogen indflydelse på kandidaternes virke eller politik.

Smidt ud af Alternativet efter otte dage

I 2013 blev Klaus Riskær Pedersen løsladt, efter at han havde afsonet i alt fem års fængsel for bedrageri, underslæb og skyldnersvig.

Men den lange fængselsdom betød ikke, at Klaus Riskær Pedersens drøm om en fremtid i dansk politik blev skrinlagt.

For ved seneste valg lurede Klaus Riskær Pedersen endnu en gang i de politiske kulisser.

I 2015 meldte han sig nemlig ind i Alternativet. Men glæden blev kort. Blot otte dage senere blev han ekskluderet.

Hovedbestyrelsen havde nemlig ikke tillid til hans "forvaltning af Alternativets idé- og værdigrundlag samt loyalitet over for fællesskabet", lød begrundelsen for ekskluderingen.

Forud for valget i juni 2015 havde han også ført samtaler med medlemmer af både Socialdemokratiet og De Konservative.

Og forud for valget bød Kristendemokraternes storkreds i København sig også til og luftede muligheden for, at han skulle stille op som folketingskandidat.

Men partiledelsen sagde nej, og Riskær smækkede med døren.

I samme ombæring afviste han også at have intentioner om at starte sit eget parti.

- Det er fuldstændig udelukket. Jeg burde være løsgænger, men den vej er så stenet, at jeg ikke tror på, det kan lade sig gøre, sagde han til DR Nyheder.

Han kom dog siden på andre tanker og stiftede i november sidste år partiet, der bærer hans fulde navn, Klaus Riskær Pedersen.

I dag holder han så pressemøde, hvor han også vil præsentere partiets kandidater.

Du kan følge pressemødet live på både dr.dk og DR2 fra klokken 10.45.

Facebook
Twitter