Klaus Riskær Pedersens parti skifter navn til Borgerlisten

Partiet Klaus Riskær Pedersen kom ikke i Folketinget ved valget i juni. Nu ændrer det navn til Borgerlisten.

Klaus Riskær Pedersen ændrer navn på sit parti til Borgerlisten. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Partiet Klaus Riskær Pedersen er historie.

I hvert fald under det navn. Nu ændrer partiet navn til Borgerlisten.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse fra partileder Klaus Riskær Pedersen.

Borgerlisten vil i det nye år gå i gang med at indsamle vælgererklæringer med henblik på at blive opstillingsberettiget.

Navneændringen er ifølge partiet godkendt af Valgnævnet.

"Der sker intet i dansk politik"

Klaus Riskær Pedersen begrunder det nye forsøg på at komme i Folketinget med, at der ikke sker noget i dansk politik.

- Der sker omtrent lige så meget som i et afsnit af Gurli Gris. Ingen som helst ting. Og vi har brug for, at der skal ske noget. Klima skal finansieres, skat skal omlægges, og vi skal have genskabt arbejdslysten til dem, der arbejder i den offentlige sektor, siger Klaus Riskær Pedersen i en video på partiets hjemmeside.

Partiet Klaus Riskær Pedersen fik ved folketingsvalget 5. juni 0,8 procent af stemmerne.

Dermed var der et stykke op til spærregrænsen på 2,0 procent, og partiet kom altså ikke ind i Folketinget i første forsøg.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk