Klimaforhandlingerne i Madrid trækker ud: 'Møderne er blevet rykket og rykket'

'Det har udviklet sig til et regulært kaos, hvor forhandlerne render forvirrede rundt', fortæller DR's korrespondent.

Klimamødet i Madrid er trukket ud. Flere deltagere er allerede rejst hjem. Og andre sover under de sidste forhandlinger. (Foto: OSCAR DEL POZO © Scanpix)

Det er ikke let for landene, der er repræsenteret ved FN's klimamøde i Madrid, at blive enige.

Egentlig skulle COP25 have været afsluttet fredag aften, men da der ikke var fundet en løsning på flere centrale konfliktpunkter, er forhandlingerne om en aftale fortsat ind i weekenden.

- Det afsluttende møde blev rykket flere gange i går. Først var planen, at det skulle holdes klokken 14, senere blev det klokken 22, så midnat, og nu har de skubbet det til klokken 8 her til morgen, fortæller DR's klimakorrespondent Thøger Kirk, der er til stede i Madrid.

- Det her har udviklet sig til et regulært kaos, hvor forhandlere render forvirret rundt, og ingen helt ved, hvad der foregår. Det er ikke normalt så sent i processen.

CO2-kvoter er fortsat en knast

Ifølge Thøger Kirk er en af de helt store knaster en ny kvoteordning.

Alle lande har med den nuværende kvote-ordning mulighed for at handle med sine CO2-kvoter, hvilket betyder, at fattige lande kan sælge kvoter og tjene penge på at udsende færre drivhusgasser, mens rige lande kan købe kvoter.

De behøver derfor ikke at skære i deres udledning selv, og det mener nogle lande er uholdbart, forklarer klimakorrespondenten:

- Der er nedsat en mindre gruppe på otte lande, der prøver at løse det, men der er lande - eksempelvis Brasilien - som gerne vil have tidligere særaftaler med over i et nyt kvotesystem. På den anden side står en række europæiske lande samt lande som Costa Rica og siger nej. De vil have ryddet op i de gamle aftaler.

Klimamøde uden ambitiøs aftale

Nogle af verdens store klimasyndere afviser fortsat at bidrage med mere for at begrænse den globale opvarmning, og internationale nyhedsmedier rapporterer, at der er skuffelse og vrede blandt mange af de 196 deltagende lande.

Når der fortsat ikke er nybrud kan COP25 ifølge Thøger Kirk meget vel ende uden ambitiøs sluttekst.

- De er begyndt at pakke centreret ned, og der er stort set ingen tilbage. Samtidig er der endnu ingen aftaletekst, som har løst nogle af de knaster, der var, da de startede. Det er problematisk. Det tegner ikke til at ende med en sluttekst, der kan bane vejen for mere ambitiøse klimamål i fremtiden, siger han og tilføjer:

- Man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig. Vi ved ikke, hvad der sker i baglokalerne, og det er svært at spå om, hvad der vil ske i løbet af natten, sagde Thøger Kirk i aftes.

Ifølge Thøger Kirk er det en mulighed, at forhandlingerne om centrale knaster skubbes til næste års COP26 i Glasgow eller til en ekstraordinær COP til maj for at få løst det sidste.

Artiklen er opdateret med nye oplysninger her til morgen