Klimaminister efter dyster rapport: Det er et wakeup-call

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen mener, at DMI’s rapport om temperaturstigningerne i fremtiden er et wakeup-call.

Rasmus Helveg Petersen mener, at vi må lægge vores levevis om, hvis vi skal undgå en vejrkatastrofe.

Den årlige middeltemperatur i Danmark vil i løbet af dette århundrede stige 3,7 grader, hvis ikke udledningen af drivhusgasser nedbringes markant og hurtigt globalt. Det konkluderer en ny rapport fra DMI.

Det chokerer klimaminister Rasmus Helveg Petersen, som mener, at man skal tage rapporten meget seriøst.

- Det er et wakeup-call. Det er alvorlige og dystre vejrudsigter, DMI har lavet for det 21. århundrede. Det, vi får at vide i dag, er, at det går galt, hvis vi fortsætter den kurs, vi er på nu, men at vi kan nå at gøre noget, siger Helveg Petersen.

Vil have handling nu

Udover temperaturstigningen kan klimaforandringerne i værste fald også betyde en stor stigning i den årlige mængde nedbør. Det vil regne mindre om sommeren, men til gengæld vil der komme flere og kraftigere skybrud - ligesom vi har set det i de senere år.

Derfor mener Rasmus Helveg Petersen, at vi bliver nødt til at gøre noget her og nu, hvis vi skal undgå, at de dystre profetier går i opfyldelse.

- Vi skal handle, og det gør vi ved at forebygge. Vi skal begrænse vores udledning egen af drivhusgasser, men også forsøge at påvirke verden til at gøre det samme. Vi bliver nødt til at komme væk fra at brænde kul af og komme over på vedvarende energi, lyder det fra ministeren.

Den årlige middeltemperatur i Danmark er steget cirka 1,5 grader siden 1870.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk