Klimaminister indkalder til høring om højspændingsmaster, men vil intet ændre

Højspændingsledningen skal være 170 kilometer lang og løbe gennem Vestjylland.

Den 170 kilometer lange højspændingsledning skal gå fra Holstebro til den dansk-tyske grænse. (Foto: Axel Schütt © Scanpix)

Er det muligt at grave en større del af en 170 kilometer lang højspændingledning, der skal gå gennem Vestjylland, ned i jorden, end der hidtil har været lagt op til?

Det spørgsmål skal nu tages op i en eksperthøring. Det siger klimaminister Dan Jørgensen (S) til DR. Han kommer på banen efter en række afsløringer i Jyllands-Posten de seneste dage.

Her er det blevet afdækket, at en rapport fra det canadiske konsulenthus WSP kom frem til, at alle alternativer 'er teknisk mulige med de fornødne investeringer'.

Det kom også frem, at kritiske afsnit blev slettet i den uvildige rapport om højspændingslinjen, som WSP lavede.

Vil ikke ændre noget

Men selv om Dan Jørgensen nu indkalder til en høring, har han ikke i sinde at ændre beslutningen om, at langt den største del af ledningen skal løbe i luften.

- Den klare melding, jeg får fra mit system, er, at der ikke er kommet noget nyt frem. Det er stadig sådan, at hvis det her skal virke, kan man ikke grave kabler ned.

Hvis ikke kablerne kan graves ned, hvad skal man så med en høring?

- Der har været stillet mange spørgsmål, og hvis der er spørgsmål, skal de selvfølgelig besvares. De eksperter, som har fået bragt deres udtalelser i tvivl, skal selvfølgelig have mulighed for at forklare, hvordan tingene hænger sammen, siger Dan Jørgensen.

Hvis der nu er eksperter, der til høringen siger, at det kan lade sig gøre at grave kabler ned. Er du så politisk villig til åbne den plan, der ligger for, at kablerne skal hænge i luften?

- Mit system siger, at det ikke er nye oplysninger, der er kommet frem. Og konklusionen er stadig den samme: Det kan teknisk ikke lade sig gøre, hvis man skal være sikker på, at kablet virker, siger Dan Jørgensen.

Men hvis beslutningen ligger fast, så behøver du vel ikke en høring?

- Jeg synes, at når der bliver stillet spørgsmål, så er det på sin plads, at Energistyrelsen tager det her initiativ og indkalder de eksperter, der har udtalt sig. Og hvis der er folketingsmedlemmer, der vil havde andre eksperter ind, så skal de med. Vi kan ikke leve med, at en så vigtig beslutning ikke er belyst. Borgerne skal være sikre på, at det, der er blevet sagt, er rigtigt, siger Dan Jørgensen.

Her kan du se, hvor højspændingsledningen skal løbe.

Opdateret med interview med Dan Jørgensen.