Klimaminister om nye besparelser: Vi har intet at være flove over

Regeringen vil afsætte færre penge til klima- og energiområdet på næste års finanslov, bekræfter klima- og energiministeren. Konservative er kritiske.

Der vil blive sparet på klima-, energi- og forsyningsområdet på næste års finanslov, siger minister Lars Christian Lilleholt (V). (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Danmark vil fortsat være et af verdens grønne foregangslande, selvom regeringen har planer om at skære i statsstøtten til hele klima-, energi- og forsyningsområdet.

Det er hvert fald meldingen fra den ansvarlige minister, Lars Christian Lilleholt (V), efter Information har kunnet fortælle, at Venstre varsler besparelser på området på næste års finanslov.

- Vi kommer til at mangle milliarder af kroner frem mod 2020, og derfor bliver vi nødt til at prioritere, hvis vi skal have økonomien til at hænge sammen. Derfor vil der også komme mindre besparelser inden for klima-, energi- og forsyningsområdet, siger ministeren og fortsætter:

- Men vi bruger i dag rigtig, rigtig mange penge på den grønne omstilling, og det vil vi også gøre fremover, selvom der kommer besparelser, siger Lars Christian Lilleholt.

Fortsat i front

Ifølge fortrolige finanslovsnotater fra Finansministeriet, som Information har fået fingrene i, vil regeringen blandt andet skalere Naturplan Danmark ned, tilbagerulle klimapuljen fra sidste års finanslov samt sløjfe puljen til ”grønne ildsjæle”.

De potentielle besparelser vil i perioden 2016-2019 være på 340 millioner kroner, skriver dagbladet.

Energi-, forsynings- og klimaministeren afviser at forholde sig konkret til de lækkede baggrundsnotater.

- Jeg kender slet ikke dokumenterne, og jeg afventer det endelige finanslovsudspil, før jeg vil udtale mig. Men vi vil fortsat være et foregangsland inden for grøn energi, selvom der kommer besparelser, så vi har intet at være flove over, siger Lars Christian Lilleholt.

Kritik fra støttepartiet

Finanslovsforhandlingerne går i gang i løbet af efteråret, og hos støttepartiet De Konservative er miljøordfører Mette Abildsgaard ikke afvisende over for at skære i støtten til energi- og klimaområdet.

Men ifølge miljøordføreren er det "klar, konservativ politik", at der skal være en omstilling til vedvarende energi, og at CO2-udledning skal reduceres med 40 procent inden 2020. Derfor er hun stærk kritisk over informationerne i det lækkede dokument.

- Jeg vil gerne gennemgå de forskellige projekter på området med ministeren for at se, hvor pengene kan bruges bedre. Men det her dokument ser meget, meget voldsomt ud, og vi vil kraftigt anbefale, at statsministeren skyder dette notat i sænk inden forhandlingerne, siger hun.

Hun vil dog ikke tage stilling til, om Naturplan Danmark eksempelvis skal skaleres ned, eller om puljen til ”grønne ildsjæle” skal sløjfes, som Information skriver. Hun vil heller ikke sætte kroner og øre på, hvor meget der i givet fald kan spares på området.

- Jeg vil nødigt lægge mig fast på nogle elementer nu, inden finanslovsforhandlingerne går i gang. Men det er et ekstremt ringe signal at sende så tæt på klimatopmødet i december, at man vil reducere så massivt på både klima og miljø, siger Mette Abildgaard.

Facebook
Twitter