Klimaminister stopper store solcelleanlæg

Der installeres ikke flere enorme solcelleanlæg på tage ifølge forslag fra klimaminister Martin Lidegaard (R).

Klima- og energiminister Martin Lidegaard vil nu stoppe opførelse af store solcelleanlæg. (© DR)

Det er slut med at etablere enorme solcelleanlæg på tagene.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard fremsætter i dag et forslag, som er forhandlet færdig med forligspartierne, og det ændrer hans lovforslag om solcelleanlæg, som Folketinget vedtager inden sommerferien 28. juni.

Dyre solcelleanlæg

Ændringsforslaget skal sikre, at statens støtte til solcelleanlæg ikke bliver langt dyrere end forudsagt i energiforliget mellem alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance.

Forligspartierne har aftalt, at der skal investeres 800 MW solceller indtil 2020. Der er allerede installeret 490 MW i den gamle ordning om solcelleanlæg. Hertil kommer 150 MW i en overgangsordning. Dermed er der i år allerede installeret 640 af 800 MW.

For nylig anslog ministeren, at der i år var installeret 560 MW, fordi ansøgerne har fået lov at opstille anlæg i en overgangsordning. Den kom, da Martin Lidegaard 19. marts i år greb ind for at stoppe den alt for lukrative statsstøtte.

Griber ind for 3. gang

Det er tredje gang han griber ind. I december 2012 måtte klima- og energiministeren ændre den oprindelige ordning, hvor landmænd og andre selvstændige hamstrede enorme solcelleanlæg op til 400 MW, som kunne forbindes i netværk.

For nylig fik han en næse fra Folketingets klima- og energiudvalg, fordi han blev advaret tre gange om sagen af embedsmænd, men ikke greb rettidigt ind og orienterede Folketinget.

Fremover får kun husstande lov at opstille solcelleanlæg.

/ritzau/