Klimaminister vil afvente analyse om olieudvinding i Nordsøen

Dan Jørgensen mener, at det i øjeblikket er umuligt at sige, om den ottende udbudsrunde skal fortsætte.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) vil afvente en analyse om olie og gasudvinding. (Foto: Liselotte Sabroe og Keld Navntoft © Ritzau Scanpix)

Det er endnu for tidligt at sige, om den ottende udbudsrunde til udvinding af olie og gas i Nordsøen skal fortsætte.

Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) torsdag i et samråd i Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg.

- Det kræver nemlig en meget fyldestgørende analyse, som i øjeblikket pågår i regeringen, siger han.

Dan Jørgensen peger på, at der endnu er ubesvarede spørgsmål om de miljømæssige og økonomiske påvirkninger af en ottende udbudsrunde.

For eksempel hvor mange penge den danske stat kommer til at gå glip af, hvis man vælger at stoppe udvindingen af olie og gas i Nordsøen, og hvad det betyder for antallet af arbejdspladser.

- Det kan jeg på nuværende tidspunkt ikke svare fyldestgørende på. Jeg vil faktisk påstå, at det tror jeg ikke, at nogen på nuværende tidspunkt kan svare fyldestgørende på, siger ministeren.

Staten fik sidste år otte milliarder kroner i indtægter fra Nordsøen, men blandt andre de økonomiske vismænd peger på, at indtægterne vil falde meget i de kommende år.

Enhedslisten og Alternativet har indkaldt til samrådet. De to partier er meget kritiske over for den ottende udbudsrunde, som de i sin tid som de eneste partier i Folketinget var imod.

- Vi skal sige nej til at lede efter ny olie og nej til at binde de kommende generationer til sort energi, siger klimaordfører Mai Villadsen (EL).

- Det skylder vi de tusindvis af mennesker, der gjorde valget (folketingsvalget 5. juni i år, red.) til et klimavalg.

I september meddelte SF og De Radikale, at de heller ikke kan støtte den ottende udbudsrunde, og således er alle S-regeringens støttepartier imod den.

Udvinding frem til 2055

Alternativets klimaordfører, Rasmus Nordqvist, vil gerne vide, hvornår regeringen har afsluttet analysen, så en beslutning om den ottende udbudsrunde kan blive truffet.

- Så hurtigt som muligt, svarer Dan Jørgensen uden at kunne komme det nærmere.

Klimaministeren siger, at området er komplekst, og at analysen er nødvendig for at komme til bunds i, hvad der skal ske med udbudsrunden.

- Indtil det er afsluttet, så har jeg ikke flere kommentarer om den ottende udbudsrunde eller andre eventuelle senere udbudsrunder, siger han.

Energistyrelsen indkaldte sidste år ansøgninger fra olieselskaber, der måtte have interesse i at efterforske og udvinde olie og gas i den danske del af Nordsøen.

Ved ansøgningsfristens udløb tidligere i år havde fire selskaber afleveret i alt fem ansøgninger. Der er i øjeblikket 20 gældende tilladelser til at udvinde, oplyser Dan Jørgensen.

Udbudsrunden bliver af nogle - herunder miljøorganisationer - anset som kontroversiel ikke mindst på grund af de mulige miljømæssige påvirkninger.

Hvis den ottende udbudsrunde ender med at blive gennemført, kan det betyde, at der skal udvindes olie og gas i Nordsøen frem til 2055.

Den seneste udbudsrunde giver tilladelse til potentielt at udvinde olie og gas frem til 2052.

/ritzau/