Udlændinge skal gennem en screeningssamtale, før de kan få dansk statsborgerskab.
Sådan lyder det fra De Konservatives nye udlændingeordfører, Marcus Knuth.
Fem dage efter hans partiskifte fra Venstre fik han i dag posten som konservativ udlændingeordfører.
Med forslaget viser han, at han på få dage har forladt Venstres politik og nu er fuldblodskonservativ.
Forslaget kom allerede på bordet sidste år, hvor Naser Khader fra De Konservative stod bag.
Det blev aldrig til virkelighed, fordi Venstre ikke ville være med til det. Daværende indfødsretsordfører for Venstre, Jan E. Jørgensen, kaldte det for "en form for sindelagskontrol".
Marcus Knuth, forslaget har været stillet af De Konservative før og blev kritiseret at Venstre for blandt andet at være en form for sindelagskontrol. Hvad siger du til det?
- Der vejer dét at passe på Danmark tungest for mig. Hvis jeg kom udefra og gerne ville være dansk statsborger, ville jeg da med glæde tage en snak med et panel om, hvorfor jeg ville det. Lige så vel som hvis du søger en stilling i en virksomhed. Der ikke noget ondt i, at man tager en samtale for at se, hvad er det her for en person.
Hvad skal sådan samtale gøre godt for?
- Jeg synes, at det at få tildelt dansk statsborgerskab er noget af det mest ædle, man kan få her i verden. Jeg tror, at en samtale vil give et mere nuanceret billede af de personer, som gerne vil have dansk statsborgerskab. Ikke mindst når man ser på nogle af de desværre alt for mange mennesker, som har vendt Danmark ryggen og efterfølgende er taget til Islamisk Stat eller har begået alvorlig kriminalitet efterfølgende.
Ikke et perfekt filter
Men tror du, at folk, der måtte have onde hensigter, vil sidde til sådan en samtale og sige, at de støtter Islamisk Stat?
- Selvfølgelig er det ikke et perfekt filter. Men når man ser antallet af mennesker, der har fået dansk statsborgerskab og derefter har vendt Danmark ryggen, så vil det at have en ekstra samtale give mig en smule ekstra ro i forhold til, hvem vi giver det danske pas til.
Sådan helt lavpraktisk. Hvem skal stå for den samtale?
- Jeg bruger jo ofte eksemplet med session, når du skal i Forsvaret, hvor du sidder over for et panel. Om panelet består af folk fra dit lokalområde, om det er lokale politikere eller embedsfolk, må man se på, siger Marcus Knuth.
Glæder sig over ny rolle
Marcus Knuth var i en årrække udlændingeordfører for Venstre, men blev flyttet til en knap så attraktiv position som grønlandsordfører, inden han smuttede til De Konservative.
Han ser frem til at vende tilbage til udlændingepolitikken.
- Jeg er ubeskriveligt glad for det. Det er et af de områder, som betyder allermest for mig. Og et af de områder, hvor jeg føler, at De Konservative har den stærkeste platform at stå på.
Hvis du nu skal sætte ord på, hvad er så forskellen på udlændingepolitikken for Venstre og hos De Konservative?
- Jeg vil ikke stå og kritisere Venstre. Venstre har lavet et ufatteligt stort stykke arbejde i de sidste ti år i en meget, meget svær tid med flygtningekrise osv. Det har gjort, at vi ikke er havnet i en lige så slem situation som Sverige. Men jeg kan jo se, at der er nogle områder, hvor De Konservative har nogle andre målsætninger, siger Marcus Knuth.