For de aspirerende studenter, der vil optages gennem kvote to på en videregående uddannelse, er der kommet et nyt tilbud, der kan gøre vejen kortere.
Virksomheden Go Kvote 2 tilbyder at skrive en skræddersyet motiveret ansøgning, der angiveligt skal hjælpe med at komme gennem nåleøjet.
Men den nye forretning har hævet øjenbrynene hos uddannelsesministeren.
Minister: Man skal selv lave sin ansøgning
Hvis man ønsker en ansøgning fra Go Kvote 2, betaler man 1200 kroner, forklarer Mads Koch Petersen, der er medstifter af Go Kvote 2.
- Vi får nogle informationer om, hvad du har lavet, og hvorfor du gerne vil læse den her studielinje. Så sætter vi dig i kontakt med en skribent, som vi har hyret.
Skribenterne er ofte uddannet inden for kommunikation eller journalistik eller inden for det specifikke felt, som den pågældende uddannelse uddanner til, fortæller Mads Koch Petersen.
Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) har ikke haft mulighed for at gennemgå hele Go Kvote 2's forretningsmodel. Men umiddelbart synes han, at det ser ud til, at virksomheden går længere, end han synes om.
- Det ser ud til, at det kammer lidt over, og at de (Go Kvote 2, red.) skriver ansøgningen. Så kommer det til at handle om, hvem der kender det firma og har råd til at betale for det. Det skal det ikke, siger Tommy Ahlers.
Tommy Ahlers understreger, at han ikke umiddelbart kan se, at Go Kvote 2 gør noget forbudt.
- De gør ikke noget ulovligt. Men jeg kan godt blive forarget. Studerende, der vil bruge kvote to, de skal altså lave ansøgningen selv, siger Tommy Ahlers.
/ritzau/