Det er slut med samarbejdet mellem Københavns Kommune og Det Islamiske Trossamfund.
Det blev besluttet torsdag aften på et møde i Borgerrepræsentationen, hvor et forslag om at udelukke den muslimske forening fra at samarbejde med kommunen blev vedtaget med 30 stemmer for og 23 stemmer imod, skriver Berlingske.
Kontroversen mellem trossamfundet og Borgerrepræsentationen har stået på i knap to måneder.
I et tv-indslag på TV 2 Lorry den 16. september langede kommunalpolitikere fra Venstre og Socialdemokraterne ud efter den muslimske forening, som manglede at tage afstand til flere - ifølge dem - kontroversielle imamer, de har inviteret til Danmark for at tale.
Derefter blev der stillet et ultimatum.
Islamisk Trossamfund fik 30 dage til at tage afstand fra imamerne og fra udsagn om, at jøder er efterkommere af svin og aber, at homoseksuelle fortjener dødsstraf, og at der ikke skal være ligestilling mellem kønnene.
Det eller sig farvel til al samarbejde med kommunen.
Tre dage senere kom et svar fra trossamfundet:
- I har reelt ikke givet (os, red.) noget valg. Derfor noterer vi os, at I uofficielt har eksekveret en beslutning om at terminere det samarbejde, I på jeres egen foranledning har ønsket at opstarte med os, skrev foreningen i en pressemeddelelse.
/DR Nyheder/