København optrapper kamp mod radikaliserede unge

Næsten 100 danskere har deltaget i den syriske borgerkrig, og derfor afsætter København en million kroner, siger borgmester.

København optrapper indsats mod radikaliserede unge. Her ses fire mænd i en propagandavideo med opfordringer fire mænd til at deltage i hellig krig i Syrien. (Foto: Framegrab / Youtube /Scanpix)

Alt for mange unge danskere rejser eller er rejst til Syrien for at deltage i landets blodige borgerkrig, og de risikerer at vende hjem som radikaliserede islamister og mulige terrorister.

Sådan lyder det fra Københavns integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev (R), efter at et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation netop har afsat én million kroner til at øge indsatsen mod radikalisering.

- Det er mere end en 100 procents forøgelse, så det er vi glade for, siger integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R).

Pengene skal gå på to ben, forklarer hun:

Dels skal det forebyggende arbejde internt i kommunen, hvor antiradikaliseringseksperter hjælper frontmedarbejdere til at identificere unge i risikozonen, opkvalificeres og styrkes.

Samtidig skal den såkaldte Aarhus-model i spil i København. Den går ud på, at kommunens medarbejdere skal arbejde tættere sammen med politiet og SSP-personalet om at holde øje med unge i risikozonen, så der kan sættes ind så tidligt som muligt.

Man skal ikke overdrive indsatsen

- Vi er især bekymrede i forhold til konflikten i Syrien, hvor der har været 90 danskere nede og slås siden krigens udbrud. Det er et meget højt tal, og der er formentlig allerede 11, der er døde, siger Anna Mee Allerslev.

- Det er frygteligt i sig selv, men der er så 80 danskere tilbage, og der er ingen tvivl om, at sådan nogle folk har brug for en særlig indsats, siger hun.

Men en million kroner lyder ikke umiddelbart som mange penge?

- Nej, men man skal heller ikke overdrive indsatsen, vil jeg sige. Det er et meget alvorligt problem, som kræver en stærk indsats, men heldigvis er der jo ikke i hobevis af unge, der er i fare for at blive radikaliserede, siger Anna Mee Allerslev.

En million kroner er mange penge

Hun forklarer, at embedsværket i Københavns Beskæftigelses- og Integrationsforvaltning udbad sig mellem en og to millioner kroner til indsatsen.

Ifølge Anna Mee Allerslev rækker pengene blandt andet til at udbrede nye antiradikaliseringsmetoder til mindst 300 af kommunens frontmedarbejdere.

Radikale, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten står bag aftalen om at øge indsatsen mod radikalisering i København.