Københavnerne kan se frem til endnu flere metrostationer.
Regeringen og Københavns Kommune er nemlig blevet enige om at udbygge metro-nettet.
Det erfarer DR Nyheder.
Projektet til 8,6 milliarder kroner skal finansieres gennem partnerskaber By og Havn, der udvikler og sælger grunde for staten og kommunen.
Lette trafikken i city
Den nye Sydhavnsmetro, der længe har været diskusteret, skal forbinde Cityringen med Ny Ellebjerg Station, der er udset til at være et kommende centralt trafikknudepunkt for den kollektive trafik med både S-tog, regionaltog og nu også metro.
Samtidig skal den planlagte Nordhavnsmetro i den helt nye Nordhavns-bydel forlænges med et antal stationer.
Sigtet med udbygningen er at lette passagertrykket på Københavns Hovedbanegård og Nørreport Station.
Aftalen skal forhandles på plads på Christiansborg.
Regeringen holder pressemøde klokken 18.15.