Kommentatorer: Ny kampagne dyrker Thorning - og fisker efter DF-vælgere

Socialdemokraterne dyrker personen Helle Thorning-Schmidt som aldrig før i ny kampagne. Og samtidig har de snøren ude efter DF-vælgerne, vurderer to politiske kommentatorer.

Den nye socialdemokratiske kampagne 'Det Danmark du kender' fokuserer overraskende meget på Helle Thorning-Schmidt som person, siger redaktørerne Troels Mylenberg og Casper Dall. (© Socialdemokraterne)

I en ny, landsdækkende kampagne fra Socialdemokraterne, kommer vi tæt på Helle Thorning-Schmidt. Hun krammer en baby, spadserer med Tysklands kansler, Angela Merkel, og vi ser hende få fingeren af en demonstrant første maj.

Kampagnen, der iøvrigt har den tidligere SF-strateg Thor Möger som bagmand, hedder 'Det Danmark du kender'. En sætning, som samtidig var blandt de sidste i statsministerens nytårstale.

Og det er et tydeligt signal om, at Socialdemokraterne vil gøre den kommende valgkamp til en personlig én af slagsen, vurderer Informations politiske redaktør, Casper Dall.

- De vi gerne have at valgkampen kommer til at handle om Thorning-Schmidt mod Lars Løkke Rasmussen. Selvom Thorning har en udfordring med sin troværdighed, så står Lars Løkke nemlig dårligere.

- Løkke er blevet endnu mere upopulær

Også Fyns Amts Avis' chefredaktør, Troels Mylenberg, studser over, at Helle Thorning-Schmidt selv fylder så meget i kampagnen.

- Hun går all-in med sin person, og det er en af de ting, man har været nervøse for i Socialdemokraterne, for Helle Thorning-Schmidt har jo været meget upopulær og er stadig meget upopulær. Men nu er Lars Løkke Rasmussen blevet endnu mere upopulær end Helle Thorning-Schmidt er, siger Troels Mylenberg.

- Man kunne kalde valget i 2015 for et fravalg. For der er meget, de tyder på, at vælgerne ikke vælger Lars Løkke-Rasmussen, fordi de vil have ham som statsminister, men fordi de godt kunne tænke sig, at det ikke blev Helle Thorning-Schmidt og vice versa.

Større selvindsigt

Casper Dall mener, at det er et modigt skridt af statsministeren at sætte sig selv i fokus, som hun gør det i kampagnen.

- Hun viser nye sider af sig selv- en større grad af selvindsigt -når hun italesætter store dele af den bekymring, mange af hendes kernevælgere har haft overfor hendes person.

- Hun imødekommer vælgerne ved at sige, at hun ved godt, at alle beslutninger ikke er lige populære, men at hun står inde for dem, siger Casper Dall.

Lidt ligesom Brian Nielsen

Troels Mylenberg ser en statsminister, der trods masser af modgang ikke ser ud som om, det går hende på.

- Det er jo en af hendes store styrker: du kan ikke mærke på hende, at det er gået rigtig skidt for denne regering. Hun er eksemplarisk dygtig til at rejse sig, og se ud, som om hun ikke er blevet ramt af noget som helst, siger han.

- Det er lidt ligesom Brian Nielsen. Han fik en masse tæsk, men han blev ved med at rejse sig.

På jagt efter socialdemokraterne hos Dansk Folkeparti

Selve kampagnens titel, 'Det Danmark du kender' er et forsøg på at vinde nogle af de vælgere tilbage, der har forladt Socialdemokraterne til fordel for Dansk Folkeparti, vurderer Casper Dall.

- Når man bruger Danmark og det nationale, så er det med reference til Dansk Folkeparti. Man forsøger at få gaflet nogle vælgere tilbage fra DF'erne.

Kampagnen kommer til at køre i aviserne og på togstationer rundt om i landet fra i morgen. Samtidig har Socialdemokraterne åbnet hjemmesiden detdanmarkdukender.dk.

Facebook
Twitter