Kommissioner skal kunne stoppes før tid

Farum-kommissionen, der i dag har fremlagt sin rapport, mener, at der skal være grænser for penge- og tidsforbrug for kommissioners arbejde.

Farum-kommisionen mener selv, at der fremover skal sættes økonomiske- og tidsmæssige begrænsninger for undersøgelseskommissioner. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

Farum-kommissionen, der har brugt 10 år og mere end 50 millioner kroner på at belyse den såkaldte Farum-sag, foreslår nu politikerne, at fremtidige kommissioner bliver begrænset både tidsmæssigt og økonomisk.

Ifølge Farum-folkene bør fremtidige kommissioner løbende redegøre over for politikerne, hvordan arbejdet forløber, og politikerne bør ændre opgaverne eller helt lukke kommissionen, hvis det giver mest mening.

Farum-kommissionen valgte selv at redegøre politikerne løbende i løbet af de seneste 10 år, så den kunne sikre, at dens arbejde stod i overensstemmelse med det, politikerne forventede.

Rammer for penge og tid

Tidligere i år kritiserede både dommere og flere politiske partier, at man ikke får nok ud af de såkaldte undersøgelseskommissioner i forhold til netop pengeforbrug og den brugte tid.

Og derfor mener Farum-kommissionen, at der som minimum skal sættes rammer for økonomi og tidsforbrug op, inden kommissionen går i gang med sit arbejde.

Anbefalingerne kommer dagen efter, at regeringen præsenterede en ny undersøgelseskommission, der skal undersøge Danmarks krigsdeltagelse i Irak og Afghanistan.

Fem år til ny kommission

Den ventes at tage fem år, og justitsminister Morten Bødskov slog i den forbindelse fast, at der ikke bliver økonomiske begrænsninger på kommissionens arbejde.

I Farum-sagen har politikerne ifølge kommissionen foretaget den nødvendige politiske vurdering, selvom den ikke har været offentligt tilgængelig.

Facebook
Twitter