Boligejere råber politikere op med avisannonce: Utilfredse med højt og tæt byggeri

En gruppe grundejerforeninger i Risskov indrykker i dag en helsidesannonce i JP Aarhus i protest mod byrådets byggepolitik.

- Det første stykke af vejen bliver fuldstændig som at køre igennem en tunnel.

Claus Rude er en ærgerlig mand. Han bor på Agerbæksvej i Risskov i det nordlige Aarhus. Et område, han nu forudser kommer til at ændre sig drastisk.

I september gav byrådet i Aarhus Kommune nemlig grønt lys til to byggerier tæt på Claus Rudes hjem.

Det betyder, at vejen med villaer og lave kontorbygninger i fremtiden bliver bebygget med høje boligkarréer på begge sider af vejen i op til fem etagers højde.

Boligejere råber op med helsidesannonce

Et bredt flertal i Aarhus Byråd har gennem flere år tilladt høje og tætte etagebyggerier, selv om beboerne har protesteret.

Aarhus Kommune har også fået masser af indsigelser i forbindelse med byggeplanerne i Risskov, men politikerne vedtog alligevel projekterne uden ret mange ændringer.

Nu prøver en gruppe grundejerforeninger i Risskov så at påvirke dem med en helsidesannonce i JP Aarhus i protest mod de høje og tætte byggerier.

Her stiller de spørgsmålet: ”Hvor tæt vil vi bo?” Og opfordrer nu vælgerne til at stemme på partier til kommunalvalget, der er imod fortættet byggeri.

Uddrag af annonce fra grundejerforeninger i Risskov

Foreningerne mener, der bliver bygget alt for tæt og for højt - blandt andet på Agerbæksvej i det nordlige Aarhus.

- Det er meget vigtigt, at politikerne bliver kaldt til orden, så de forstår, at borgerne er imod højhusbyggeri - imod det fortættede byggeri.

- Det er så en mulighed, vi har her op til kommunalvalget, siger formanden for Vejlby-Risskov Grundejerforening, Henrik Petersen, der en af initiativtagerne til annoncen.

Han er ikke imod nye boligbyggerier, men mener, kommunen er helt galt på den med de kommende boligkarréer på Agerbæksvej.

- Vi synes, det vil være flot at få noget smukt byggeri herude, der falder harmonisk ind i området, men vi er i et villaområde med cirka 8, 5 meter i højden, og pludselig kommer vi op i 25 meter, siger Henrik Petersen.

Politikere mener, grænsen er nået

Måske er der udsigt til færre byggekraner i Aarhus fremover, hvis man spørger både Venstre og Socialdemokratiet.

Begge partier oplever i hvert fald få dage inde i valgkampen, at byrådets fortætningspolitik har nået en grænse.

Venstres spidskandidat til kommunalvalget, Christian Budde, mener, at der bliver bygget for højt og for tæt i Aarhus.

- Vi har brug for at tage et opgør med den her fortætningspraksis, som er den, vi har stået på de sidste fire år. Vi har nået et smertepunkt, derfor er vi nødt til at stoppe op og se på, hvad vi kan gøre anderledes, siger han.

Christian Budde mener, at byggeprojekterne skal spredes ud på en større del af kommunen, så der kommer flere nye boliger i oplandsbyerne.

I Socialdemokratiet ser byrådsmedlem Steen Bording Andersen også, at byrådets byggestrategi står ved en skillevej.

- Det er ikke sådan, at vi ikke kommer til at bygge mere inden for ringvejen, men vi er nok i et vadested, hvor vi også skal kigge på nogle andre virkemidler, siger han.

Ægtepar vil se tiden an i Risskov

Selvom byrådet allerede har sagt ja til to byggerier på Agerbæksvej, ser det dog ud til, at der er endnu et byggeri på vej.

Der er planer om at rive 14 villaer ned og erstatte dem med boligkarréer, der kan rumme 225 lejligheder.

Så nu overvejer Claus Rude, om han og ægtefællen skal blive boende i deres rækkehus.

- Vi har boet her i 35 år. Vi er glade for stedet og vores bolig, så vi er lidt på den, siger han.

FacebookTwitter