Borgere føler sig kørt over af byråd: Vi fik at vide, at det var 'klappet af'

I Ringkøbing-Skjern Kommune kalder borgerne på mere inddragelse, når der skal bygges nyt og stort.

Bjarne Nielsen er cykelmekaniker og bor i Videbæk. Her bliver han snart nabo til et hus på fire etager, som er højt i området. (Foto: Natacha Tjørnholm - DR)

Kæmpevindmøller i Lem Kær, en solcellepark i Gestenge og et højhus i Videbæk.

Flere projekter i Ringkøbing-Skjern Kommune har fået borgere til at kritisere det siddende byråd for ikke at inddrage dem, når man godkender nye store projekter.

I byen Videbæk får Bjarne Nielsen snart udsigt til en fire-etagers ejendom. Han føler ikke, at borgerinddragelsen forud for byggeprojektet var ægte og reelt.

- Vi blev præsenteret for et projekt, som var 'klappet af' med kommunen, som de udtrykte det. Vi kunne protestere lige så tosset, som vi ville, og det ville ikke ændre noget som helst, siger han.

I området er der kun lavere bebyggelse. Han føler, at afgørelsen er blevet "trukket ned over hovedet" på naboerne.

- Det burde være en demokratisk proces. Med høringer og så videre. Men når det hele er afgjort på forhånd, så er det jo lidt omsonst, siger han.

Store projekter er 'indgribende'

Finn Chemnitz fra Velling sidder med i Koordinationsgruppen mod udvidelse af Lem Kær, hvor der skal opføres otte kæmpevindmøller og et power-to-x-anlæg, der kan lagre energi.

Han har længe efterlyst mere borgerinddragelse.

- Det er projekter, der er så indgribende i vores landskaber og for de lokalbefolkninger, der er rundt omkring i vores kommune. Det skal kommunen og vores politikere evne at forvalte på en helt anden måde, hvor de sikrer maksimal borgerinddragelse, siger han.

Flere politikere indrømmer, at borgerne kan have en pointe.

Niels Rasmussen, spidskandidat for SF, mener heller ikke, at borgerinddragelsen er god nok.

- Det er en klar fornemmelse, at projekterne er klappet af inden, og det er også det, borgerne har fået at vide: 'I kan lige så godt lade være med at protestere, fordi det bliver til noget', siger han.

Borgmester: Det er en usandhed

Borgmester Hans Østergaard (V) afviser dog, at der skulle være et problem.

- Vi lever i et demokrati, siger han og henviser til, at ingen sager bliver godkendt, hvis det ikke er muligt at samle et flertal i byrådet.

- Så at ting er 'klappet af' på forhånd, det er simpelthen en direkte usandhed. Det er de ikke, siger han.

- Det kan da godt ske, at der er flertal omkring et projekt på et tidligt tidspunkt. Det skal jeg da ikke afvise. Det er vel en ærlig sag. Man har valgt 29 byrådsmedlemmer, og det er deres holdning til en sag, der var afgørende for sagens udfald, siger han.

Søren Elbæk (S), der er viceborgmester, mener også, at borgerne har haft gode muligheder for at blive hørt.

- Jeg kan ikke helt friholdes fra en mistanke om, at der er en sammenhæng mellem den omstændighed, at man er modstander af et projekt, og at man synes, at der mangler borgerinddragelse, siger han.

Han mener, at der altid vil være borgere, der er utilfredse.

- Jeg tror ikke, vi kan gennemføre så store tekniske anlæg som testcenteret ved Lem Kær, uden at der vil være borgere, der er modstandere af det, siger han.

Han henviser også til, at anlægget efter en høring blev beskåret fra 11 møller til 8.

- Det er bare et konkret eksempel på, at borgerinddragelsen og det, at vi har lyttet til borgerne, faktisk har haft en konsekvens for projektet, siger han.

Det er planen, at nogle af vindmøllerne ved Vestas testcenter i Lem Kær skal være op til 270 meter høje. Her kan du se, hvor højt det er.

Flere partier efterlyser mere inddragelse

Men både Kristian Andersen fra Kristendemokraterne og Jørgen Byskov fra Dansk Folkeparti mener dog, at kommunen i fremtiden skal være bedre til at inddrage borgerne.

- Det er rigtigt, at de (borgerne, red.) kan udtale sig og komme med kommentarer i forskellige høringer, men jeg kunne godt tænke mig, at de var med helt fra starten af, når der kommer et projekt, siger Jørgen Byskov.

Finn Chemnitz fra Koordinationsgruppen mod udvidelse af Lem Kær føler, at borgernes protester overhøres, når entreprenører, vindmøllefirmaer og andre dukker op med penge og projektbeskrivelser.

- Så kan det godt være, at vi har nogle politiske processer, der er en offentlighedsfase og bla bla bla, men det ændrer ikke ved, at der er nogle få mennesker, der sidder med rigtig mange penge, som faktisk er dem, der kommer til at tjene kassen på det her på lokalbefolkningens bekostning. Det er da ikke i orden, siger Finn Chemnitz.

Ekspert: Borgerne kræver mere inddragelse

Der er brug for langt mere borgerinddragelse ude i kommunerne, mener forsker i borgerinddragelse Anne Tortzen, leder ved Center for Borgerdialog.

- Det er meget afgørende. Både for at tage kloge beslutninger, men også for at bevare legitimiteten, altså opbakningen og tilliden fra borgerne, siger hun.

Ifølge Anne Tortzen er lovens høringsbestemmelser nemlig "håbløst gammeldags" og præget af en tid, hvor borgerne i højere grad overlod det til magthaverne at træffe beslutninger i fred.

- Siden da er der sket det, at vi som borgere er blevet mere engagerede, mere kompetente og forventer at blive inddraget og få vores interesser varetaget. Og der er også sket det, at politikerne i høj grad er overbebyrdede ude i kommunerne med nogle meget store og komplekse beslutninger, de skal tage. De har simpelthen brug for at få input undervejs, siger hun.

Endnu er det fire-etagers byggeri i Videbæk ikke nået længere til sandpude og fundament, men Bjarne Nielsen frygter, at byggeriet vil skæmme kvarteret, der er præget af huse i ét plan. (Foto: Natacha Tjørnholm - DR)

Påvirker, hvor krydset sættes

Anne Tortzen advarer også mod at afskrive eksempelvis vindmøllerprotester som blot egoistisk ikke-i-min-baghave-tankegang. I stedet skal politikerne se det som udtryk for engagement og reel bekymring.

- Hvis man kan få skabt en mere tillidsfuld dialog, så tror jeg, at man vil opnå mindre modstand og større tilfredshed, også selvom beslutningerne selvfølgelig fortsat vil gå ud over nogen, siger Anne Tortzen.

I Videbæk er Bjarne Nielsen dog ikke i tvivl om, at forløbet omkring det kommende højhus har påvirket, hvor han vil sætte sit kryds til kommunalvalget.

- Det får da stor betydning. Jeg vil da helt klart stemme på nogle af dem, som jeg mener har levet op til den demokratiske ånd, siger han.

FacebookTwitter