De fem regioner er på plads: Venstre overtager Nordjylland fra Socialdemokratiet

I Region Nordjylland er Venstres Mads Duedahl ny regionsrådformand. I de fire andre regioner er der genvalg.

Her er de fem regionsrådsformænd. (Foto: Grafik: Sandra Bertelsen © DR)

Rettelse: det har tidligere fremstået, at Ulla Astman var den første regionsrådsformand for Region Nordjylland, dette er ikke korrekt, da det var Orla Hav.

De seneste 14 år har Region Nordjylland haft et rødt flertal, men det er nu farvet blåt.

Venstres Mads Duedahl er ny regionsrådsformand. Dermed skal Ulla Astman ikke længere sidde i formandsstolen, hvilket hun ellers har gjort siden efteråret 2007.

- Det er da selvfølgeligt en træls situation for os at stå i, men det er sådan, det er. Vælgerne har talt, siger Ulla Astman.

I Region Hovedstaden, Midtjylland, Syddanmark og Sjælland er der genvalg til regionsrådsformændene.

Herunder kan du få overblikket over, hvem der har magten i din region:

Region Hovedstaden - Lars Gaardhøj (S)

Lars Gaardhøj fra Socialdemokratiet er genvalgt i Region Hovedstaden. (Foto: Kristian Djurhuus © Ritzau Scanpix)

Lars Gaardhøj fortsætter som formand for Region Hovedstaden. Det er til trods for, at Socialdemokratiet ikke længere er størst i regionen.

Rollen som hovedstadens største parti er nemlig for første gang blevet overtaget af De Konservative.

De får derfor formandsposten i Sundhedsudvalget og Miljø- og Klimaudvalget, oplyser De Konservatives spidskandidat, Christoffer Buster Reinhardt.

- Jeg er virkelig, virkelig glad. Jeg har alle partier bag mig som regionsrådsformand i den kommende periode. Det er jeg virkelig glad og stolt over, siger Lars Gaardhøj.

Og selvom Christoffer Buster Reinhardt gerne havde set regionen farvet blå, så kunne det være værre end at have Lars Gaardhøj ved roret.

Region Midtjylland - Anders Kühnau (S)

Anders Kuhnau fra Socialdemokratiet fortsætter som regionsrådsformand. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Anders Kühnau skal også sidde for bordenden i Region Midtjylland de kommende fire år.

Det tog dog noget tid at få aftalen på plads.

Venstres spidskandidat Anders G. Christensen var nemlig på vej hjem i vrede over ikke at være blevet inviteret til forhandlinger. Lige inden han forlod huset, blev han dog hevet ind til en snak med Anders Kühnau (S).

- Jeg ville starte med snakke med dem, der har peget på mig, og det er så det jeg har gjort, forklarede Kühnau til Venstre-kandidaten.

Anders Kühnau har et flertal med 28 mandater bag sig.

- Det er jeg rigtig glad for. Mit håb er at samle hele regionsrådet bag mig som regionsrådsformand i en samlet konstitueringsaftale, så der er også mulighed for, at de sidste partier kan tilslutte inden fredag klokken 12, siger Anders Kühnau.

Region Syddanmark - Stephanie Lose

Stephanie Lose fra Venstre forbliver regionsrådsformand. (Foto: Claus Fisker © Scanpix Denmark)

Venstres næstformand, Stephanie Lose, er blevet genvalgt som Regions Syddanmarks regionsrådsformand.

Konstitueringsaftalen er indgået mellem samtlige partier i det kommende regionsråd: Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Nye Borgerlige, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, skriver regionen i en pressemeddelelse.

Det betyder, at alle 41 medlemmer i det kommende regionsråd er med i aftalen.

Venstre har fået hele 39,2 procent af stemmerne i regionen, hvilket giver dem yderlige tre mandater, så de nu har 17 pladser i regionsrådet.

Stephanie Lose overtog posten fra partifællen Carl Holst i 2015, da han byttede formandsposten ud med Christiansborg.

Hun har også været formand for Danske Regioner. Om hun fortsat skal være det bliver besluttet på et bestyrelsesmøde i den kommende tid.

Region Sjælland - Heino Knudsen (S)

Regionsrådsformanden i Region Sjælland hedder stadig Heino Knudsen efter valget. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Siden 2007 har Region Sjælland som den eneste region både været rødt og blåt, og der var da også spænding om, hvilken farve Sjælland skulle have efter dette valg.

Socialdemokraten Heino Knudsen endte dog med at få støtte fra De Radikale, Enhedslisten og SF, hvilket gør, at han kan fortsætte som regionsrådformand. Det er første gang, at der er genvalg til en regionsrådsformand på Sjælland.

Socialdemokratiet er gået frem og har nu 15 af rådets 41 pladser, mens Venstre fastholder sine 10 pladser.

Efter sidste valg konstituerede Socialdemokratiet sig også med Liberal Alliance, men de er altså ikke med denne gang.

Dansk Folkeparti fik også i Region Sjælland et mildest talt dårligt valg, hvor de har mistet fire ud af sine seks mandater, så de nu kun har 2 mandater i regionsrådet.

Region Nordjylland - Mads Duedahl (V)

Mads Duedahl fra Venstre er ny regionsrådsformand. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Vi slutter, hvor vi startede - i Nordjylland.

Her har Venstre som skrevet overtaget formandsposten fra Ulla Astman og Socialdemokratiet, der ellers har siddet i formandsstolen siden 2007.

- Vi glæder os rigtig meget til arbejdet de næste fire år, siger den nye regionsrådsformand Mads Duedahl, der har været rådmand i Aalborg Kommune.

Venstre har konstitueret sig med De Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

De Konservatives Per Larsen, der også sidder i Folketinget for partiet og har været sundhedsordfører under coronaepidemien, bliver næstformand i regionen.

Socialdemokratiet er gået tre mandater tilbage, så de nu har 15 pladser i rådet, mens De Konservative er gået tre frem, så de nu har 7 pladser. Venstre holder sine 10 mandater, men får sig altså formandsposten.

FacebookTwitter