Sammenlignet med de omkringliggende kommuner som Vejle, Kolding, Hedensted og Billund er der flere arbejdsløse i Fredericia.
3,7 procent af arbejdsstyrken i Fredericia Kommune er nemlig ledige. Og dét tal overgås faktisk kun af Fanø, Langeland og Odense i hele Region Syddanmark, viser tal fra Danmarks Statistik.
Alligevel mener borgmesterkandidat Peder Tind fra Venstre, der er formand for kommunens Social- og Beskæftigelsesudvalg, at kommunen er på rette vej.
- Jeg ville da altid ønske, at vi lå langt bedre, siger han.
- Men hvis man skal ændre noget, så må man også erkende, hvor man kommer fra. Og vi kommer fra, at man historisk i årtier har haft alt for mange på offentlig forsørgelse, og det er noget af det, vi har taget rigtig godt fat på i denne valgperiode og begynder at se stille og roligt, at det virker, siger han.
Han nævner eksempelvis, at Fredericia ifølge Beskæftigelsesministeriet ligger nummer 16 på listen over de kommuner, der har udviklet sig bedst på beskæftigelsesområdet i det seneste år.
Hel bydel har knækket kurven
I særligt én del af byen er det gået fremad i de seneste år.
Korskærparken er et af de steder, hvor der bor en stor andel arbejdsløse. For otte år siden var det faktisk omkring halvdelen af beboerne, der stod uden job.
Men på grund af massive investeringer med hjælp fra Landsbyggefonden og kommunen udgør andelen af beboerne uden et arbejde i dag under 40 procent. Det betyder blandt andet, at Korskærparken er røget af ghettolisten.
- Det var noget, man godt kunne udbrede til andre byer og boligområder, hvor man har en høj koncentration af ledige blandt beboerne. Det vil give god mening. Det kræver nogle ressourcer, men det er billigere end at have folk gående i ledighed, siger Kasper Søstrøm Müller, projektchef i Den Boligsociale Helhedsplan i Fredericia.
I Korskærparken har de eksempelvis kontaktpersoner tilknyttet til blandt andet arbejdsløse beboere – og de sørger for at hjælpe beboerne med alle deres problemer – ikke kun det faktum, at de er ledige.
For hvis de får løst en række af de problemer, så bliver det lettere at overskue at få et arbejde, mener Kasper Søstrøm Müller.
Cheyenne Andersen var tæt på førtidspension – nu er hun tæt på et job
Én af de beboere i Korskærparken, der har fået støtte og vejledning til at komme nærmere et job er 24-årige Cheyenne Andersen.
For tre år siden gik hun helt ned. Hun måtte droppe ud af sin drømmeuddannelse på lærerseminariet, hun fik angst og depressioner og fik diagnosen bipolar – og stod pludselig uden en plan.
- Det tager hårdt på selvtilliden. Man tror jo, at man er en samfundstaber, der ikke nytter til noget. Det er et kæmpe slag for selvtilliden, og det har været den hårdeste kamp, siger hun.
Faktisk var hun så langt ude, at hun var lige ved at takke ja til et liv som førtidspensionist.
- Jeg var åben over for idéen, fordi jeg havde det så dårligt. Jeg troede ikke, det blev bedre. Så det virkede som en idé, siger Cheyenne Andersen.
Men i stedet fik hun hjælp og støtte fra en kontaktperson, der arbejder i Korskærparken som en del af helhedsplanen.
Kontaktpersonen kunne hjælpe Cheyenne Andersen med en masse praktiske ting, så Cheyenne Andersen i stedet kunne kæmpe sig fri af sine sygdomme og få løst sine personlige problemer.
- Uden hende var jeg slet ikke kommet ovenpå igen. Hvis jeg bare var blevet sendt i aktivering, så var jeg på en førtidspension i dag. Jeg havde brug for noget ekstra hjælp.
I dag er hun symptomfri for sin bipolar, hun har taget kurser og uddannelser og søger nu aktivt et helt almindeligt fuldtidsjob – i stedet for at være syg og på passiv forsørgelse.
- Det er det bedste tilbud, man overhovedet kan give. Specielt til unge mennesker, der ikke kan finde vej i livet, siger Cheyenne Andersen.
Efter åbenbaringen i Korskærparken vil flere kommunalpolitikere nu bruge samme model i andre udsatte boligområder i kommunen.
Politisk splid om modellen
Det er nemlig den slags beskæftigelsesarbejde, Fredericia skal have mere af, hvis de for alvor skal komme de grimme ledighedstal til livs.
Det mener eksempelvis Peder Tind fra Venstre.
- Man kan jo se, at det virker. Vi har investeret i området, hvor vi har syv medarbejdere siddende, som arbejder tæt sammen med borgerne. Det er lykkes at investere i ekstra hjælp. Det ønsker vi mere af, siger han.
Det er Nye Borgerliges spidskandidat til kommunal- og regionsrådsvalget, Karsten Byrgesen, lodret uenig i.
- Jeg kan ikke forstå det der pjatværk med, at man skal ud og møde borgerne i deres kvarter. Behandl borgerne ens. Borgerne må komme ned på jobcentret, siger han.
Socialdemokratiet vil nu også have udbredt modellen, siger byrådsmedlem og formand for Helhedsplanudvalget Turan Savas – der generelt vil have et langt større fokus på at lykkes bedre med beskæftigelsen i Fredericia i de kommende fire år.
- Vi vil gerne adskille området, så det ikke indgår sammen med andre udvalg, men at der bliver specifikt fokus på beskæftigelsesområdet, hvor vi skal have et tættere samarbejde med erhvervslivet og uddannelserne her i Fredericia, siger han.
Også Enhedslistens kandidat til byrådet, Maria Sloth, vil have mere fokus på den beskæftigelse, der virker.
- Vi skal gøre mere af det, der virker – og det er at matche de ledige med et job. Enten formidle job til dem eller direkte henvise dem til et job. Og så skal vi droppe den unødvendige aktivering og de meningsløse kurser, siger hun.
For at kunne lave en helhedsplan som i Korskærparken skal Fredericia Kommune søge tilskud hos Landsbyggefonden.