Gamle personkonflikter får partimedlemmer til at flygte fra Liberal Alliance i Sydjylland

Alle de byrådsmedlemmer, partiet fik valgt ind i Sydjylland ved kommunalvalget i 2017, har forladt partiet.

Interne stridigheder og utilfredshed med organisationsledelsen fik i forrige uge to byrådsmedlemmer og flere lokalmedlemmer til at forlade Liberal Alliance. (Foto: Sofie Jackson Bangsgaard © Sofie Jackson Bangsgaard)

Rettelse: Grafikken er nu opdateret, så Fredericia har fået den rigtige farve.

Personkonflikter og interne stridigheder plager Liberal Alliance i det sydjyske og har kostet partiet en række byrådsmedlemmer, kandidater og lokale partisoldater.

Det fortæller flere kilder til DR Nyheder, efter at Liberal Alliance i forrige uge - blot knap tre måneder før kommunalvalget - måtte sige farvel til to byrådsmedlemmer og stærke lokale kræfter.

I løbet af den valgperiode, der er gået, er Liberal Alliance stort set forsvundet fra de sydjyske byråd. I alt har seks byrødder nu forladt partiet i Sydjylland - senest for to uger siden smækkede byrådsmedlemmet i Vejen, Martin Boye, og byrådsmedlemmet i Vejle, Anja Daugaard, med døren, da de forlod partiet.

Med sig tog de flere lokale medlemmer. I Vejen forlod hele lokalbestyrelsen partiet, og Liberal Alliance står dermed uden kandidat i kommunen. Det skete få dage efter, at også partiets nu tidligere spidskandidat til kommunalvalget i Kolding, Pernille Schwaner, blev ekskluderet.

Liberal Alliance har nu et enkelt byrådsmedlem tilbage i Sydjyllands Storkreds, og det er et nytilkommende medlem, der er skiftet fra Dansk Folkeparti.

Udmeldelserne i Sydjylland er en del af en kedelig tendens for partiet, der har mistet 17 af de 28 byrådsmedlemmer, som blev valgt ind ved kommunalvalget i 2017.

Splittet i to fløje

De seneste udmeldelser i det sydjyske kommer, efter at der i flere år har været stridigheder mellem, hvad flere kilder betragter som to fløje i partiet.

Splittelsen har rødder tilbage til en konflikt mellem folketingsmedlem Henrik Dahl, der er valgt i Sydjyllands Storkreds, og tidligere folketingskandidat og byrådsmedlem i Varde for Liberal Alliance, Steen Holm Iversen.

- Det tager lang tid at gøre op med de her to lejre, der har været i Syd. Selvom alle har forsøgt at samarbejde og starte forfra, siger Pernille Schwaner, der er blevet vraget som spidskandidat og ekskluderet fra partiet.

- Jeg var meget åben om min støtte til Steen Holm Iversen, og jeg tror, det her stammer helt tilbage fra dengang, siger hun.

Siger du ikke bare det, fordi du er bitter over, at du er blevet ekskluderet?

- Jeg er ikke bitter, men jeg er da ked af, at jeg er blevet ekskluderet, og jeg mener, det er uretfærdigt.

Pernille Schwaner var indtil for lidt over en uge siden spidskandidat i Kolding. (Foto: PRIVATFOTO © PRIVATFOTO)

Konflikten mellem Steen Holm Iversen og Henrik Dahl blev velkendt efter et kampvalg i 2018, hvor storkredsens medlemmer valgte Steen Holm Iversen fremfor den mere kendte Henrik Dahl som spidskandidat til Folketinget.

Stridighederne eskalerede yderligere, da Henrik Dahl efter folketingsvalget i 2019 leverede en kras kritik af Liberal Alliances tidligere ledelse med Anders Samuelsen i spidsen.

Det ville Steen Holm Iversen have sanktioneret, men den opfordring efterlevede den nye partiledelse ikke, og det hele endte med, at Steen Holm Iversen i stedet forlod Liberal Alliance.

Og netop den gamle konflikt peger flere kilder på, når de skal beskrive, hvad der har fået partiets byrådsmedlemmer i det syd- og sønderjyske til at forlade partiet.

Samme udlægning har en af de tidligere hovedpersoner, Steen Holm Iversen, som forlod partiet i 2019. I dag er han byrådsmedlem og borgmesterkandidat for Konservative i Varde Kommune.

- Jeg fornemmer, at de nuværende konflikter reelt er reminiscenser af opgøret mellem Henrik Dahl og mig i 2018, siger Steen Holm Iversen.

Siger du det, fordi du selv har en finger med i spillet i de her konflikter?

- Nej, jeg er lykkelig forbi det punkt og har vendt Liberal Alliance ryggen.

Henrik Dahl har ikke ønsket at kommentere sagen.

Henrik Dahl ønsker ikke at kommentere sagen. (Foto: Mathias Svold © Ritzau Scanpix)

"Trusselsbrev"

Flere af de nu tidligere medlemmer af Liberal Alliance, som DR Nyheder har talt med, slår fast, at det ikke er på grund af politikken, at de har forladt partiet. Blandt andet tidligere byrådsmedlem i Vejle Anja Daugaard.

- Vi er ikke uenige i det politiske - det er ikke derfor, vi melder os ud, siger hun.

Tværtimod fortæller flere tidligere medlemmer, at det handler om organisationsledelsen og personkonflikter.

Stridighederne fik nyt liv for nyligt, da kredsformanden for Sydjyllands Storkreds, Hasna Eggers, i midten af august sendte, hvad der af flere kilder bliver kaldt "et trusselsbrev".

Modtagerne af mailen, som DR Nyheder er i besiddelse af, er lokalmedlemmer og byrådspolitikere, og den er af flere blevet opfattet som en trussel om at rette ind eller forlade partiet.

Angivet som 'cc' på mailen er blandt andre partileder Alex Vanopslagh og organisationsformand Helle von Wildenrath Løvgreen.

I mailen, der er stilet til hver enkelt modtager, indleder Hasna Eggers med at konstatere, at der bliver brugt for mange kræfter på "intern problemløsning".

- Du har selv lagt et stort bidrag i Liberal Alliance og gør det stadigt. Det værdsætter vi. Det er også vores oplevelse, at du involverer dig i andre lokalforeningers arbejde på en måde, som ikke er en hjælp for dem, skriver hun.

Hun skriver videre, at de med mailen vil gøre opmærksom på, at de "ikke fremover vil acceptere", at arbejdet med det frivillige organisatoriske arbejde i storkredsen bliver modarbejdet.

Det er formuleringen, 'ikke vil acceptere', som nogle læser som en trussel.

Mailen afsluttes med:

- Med ønske om et godt og konstruktivt samarbejde.

Det lader ikke til, at det afsluttende ønske var det, der kom ud af mailen. Tværtimod eskalerede de interne konflikter efterfølgende med en eksklusion af Pernille Schwaner i Kolding og de lokale medlemmers afgang i Vejle og Vejen omkring en uge efter, at mailen blev sendt.

"Mangel på respekt"

En af dem, der har modtaget mailen, er Lena Uekermann, som er nu tidligere lokalformand for Liberal Alliance i Vejle.

- Det er mangel på respekt og tillid at sende sådan noget ud til frivillige og folkevalgte, siger hun.

For hende blev mailen "dråben, der fik bægeret til at flyde over" efter længere tid med samarbejdsvanskeligheder med organisationsledelsen og Liberal Alliance på Christiansborg, siger hun.

Hun opfatter mailen som en trussel om at blive smidt ud. Ifølge Lena Uekermann har hun forgæves forsøgt at få en forklaring på, hvad der menes i mailen, og hvorfor hun har modtaget den.

- Der står, at man ikke accepterer "det" fremadrettet. Når man ikke ved, hvad "det" er, så er det meget svært at vide, hvad der menes. Man kan spekulere fra nu til en uendelighed, når man ikke er i dialog, siger hun.

Hverken partileder Alex Vanopslagh, organisationsformand Helle von Wildenrath Løvgreen eller formand for Sydjyllands storkreds, Hasna Eggers, har ønsket at stille op til interview. I en skriftlig kommentar skriver organisationsformanden, at det er bedst at skilles, hvis "lysten til at samarbejde svigter".

- Jeg har af gode grunde talt med rigtig mange aktive i Sydjylland på det seneste og stemningen er god og konstruktiv. Nu skal vi videre, skriver Helle von Wildenrath Løvgreen.

LA-kandidat: Vi har en stabil organisation

Partiets folketingskandidat i Sydjylland og medlem af hovedbestyrelsen, Carl Andersen, vil derimod godt kommentere sagen. Han modsiger sig, at der skulle være rod i Liberal Alliances organisation.

- Jeg synes faktisk, vi har en meget klar og stabil organisation. Der har så været nogen, der har været uenige i, hvordan den organisation fungerer og skal drives, og det fører tilbage til, at vi har haft en meget turbulent tid siden 2019, siger han.

Carl Andersen selv er ikke træt af at være opstillet i en storkreds, hvor der har været en del intern uro.

- Det er altid dejligt at være en del af en dynamisk bevægelse, hvor der er ind- og udskiftninger. Man kan sige, at det er engagerede mennesker, som er aktive nede i Syd, siger han.

En dynamisk bevægelse… Er det det, du kalder alle de udmeldelser?

- Der er ingen, der er tvunget til at være medlem af Liberal Alliance. Der er nogen, som melder sig ud. Måske skulle vi også lave nogle artikler om alle dem, der melder sig ind.

Facebook
Twitter