Høje smittetal får flere kandidater til at droppe fysisk valgkamp

I Vordingborg Kommune har to partier allerede droppet den fysiske valgkamp - resten venter på statsministerens pressemøde.

Partierne i Vordingborg Kommune har i eftermiddag holdt møde om, hvorvidt man skal suspendere den fysiske del af valgkampen. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Der er kun otte dage tilbage til at dele flyers ud og holder vælgermøder, inden danskerne skal strømme til valgstederne for at sætte deres kryds til kommunal- og regionsrådsvalget 16. november.

Men i løbet af de sidste uger er antallet af coronapositive rundt i landet blevet forhøjet. Det seneste døgn er der registreret 2.294 smittetilfælde.

Og de stigende smittetal kan få stor betydning for byrådskandidaterne i Vordingborg Kommune.

For både Dansk Folkeparti og de Radikale har valgt at suspendere deres fysiske valgkamp på grund af coronasmitte blandt deres kandidater.

- Vi synes jo ikke, at vi har lyst til at udsætte borgere for smittede politikere, og derfor synes vi, at det er mest forsvarligt at rykke valgkampen over på sociale medier, siger Radikale Venstres Kathrine Olldag, som sidder i Folketinget, og som stiller op til byrådet i Vordingborg Kommune.

Hun er selv en af de politikere, som er blevet smittet, og ifølge hende blev hun det på et vælgermøde på Bogø.

Dansk Folkeparti vil heller ikke møde op til fysiske arrangementer, og de kalder selv beslutningen 'at vise samfundssind'.

- Vi kan konstatere, at smittetallet har været stærkt stigende, vi er bange for at få accelereret de her smittetal, siger Søren Hansen, der er spidskandidat for DF i kommunen.

Han er ligeledes smittet med coronavirus.

- Vi vil hellere miste et mandat end at sætte andres liv på spil.

Borgmester vil ikke aflyse endnu

På grund af suspenderingen hos de to partier blev der i eftermiddag holdt et virtuelt møde blandt alle partier, hvor det er blevet diskuteret, om den fysiske del af valgkampen skal fortsætte i kommunen.

Men den beslutning er blevet udskudt, til efter statsminister Mette Frederiksen (S) har holdt pressemøde klokken 20 i aften.

Det fortæller borgmester Mikael Smed (S) til DR Nyheder.

- Grundlæggende har vi lidt forskellige tilgange til situationen.

- Der var en række partier, som har kigget på, om der var nationale udmeldinger omkring restriktioner, og der var nogle, som var bekymret over de smittetal, vi har i kommunen. Og de to synspunkter blev vi enige om at opsummere, når vi vidste, hvad regeringen tænkte om det efter pressemødet, siger han til DR Nyheder.

På nuværende tidspunkt vil han ikke selv suspendere den fysiske del af valgkampen.

- Hvis man holder god afstand, ikke deler mikrofoner og undlader at give for meget hånd, så burde det være muligt at holde gode og forsvarlige vælgermøder.

- Vi må se, om der kommer ændrede pejlemærker efter pressemødet, som vi skal tage bestik af.

Er det ikke udemokratisk, at I forsætter, mens andre stopper med at føre fysisk valgkamp?

- Jeg synes, at det er ærgerligt, at nogle partier har valgt en anden tilgang end den, som de officielle myndigheder vejleder os til at tage. Og derfor synes jeg ikke, at det er et demokratisk problem, at vi andre holder valgkamp.

Valgforsker: Kan få betydning for resultatet

Men det er altså ikke uden betydning, at de fysiske valgkampe er blevet aflyst for nogle partier, fortæller Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det har vi aldrig prøvet før, at skulle gennemføre en valgkamp, mens vi er ramt af en pandemi. Man kan glæde sig over, at det ikke var sidste år, at vi havde kommunalvalg. Det er fuldstændig unikt, det vi ser lige nu, siger han.

- Der er kun en uge til, at vi skal sætte vores kryds, og det betyder, at mange allerede har taget en beslutning. Men hvis det er, som det plejer, så er der en tredjedel, som ikke har besluttet sig endnu, og det er dem, som politikerne mister mulighed for at vinde over ved det fysiske møde.

Og særligt nogle kandidatgrupper kan komme til at mangle de fysiske møder, når der skal hentes stemmer hjem.

- Der kan være enkelte kandidatgrupper, jeg tænker kan blive ramt hårdt af aflyste møder. Jeg tænker unge kandidater, som kommer ud på gymnasier med deres valgmaterialer, og som deltager i vælgermøder.

- Hvis sådan noget bliver aflyst, så kan det være fatalt for de unge kandidater, fordi de på sådan et møde med flere hundrede gymnasieelever ret hurtigt kan gafle nogle stemmer, som kan blive afgørende for, om de bliver valgt eller ej.

Han mener derfor, at partierne må lægge flere kræfter i deres kampagner på de digitale medier.

Vælgermøde uden publikum

Et sted, hvor man allerede har truffet beslutningen om at ændre den fysiske valgkamp, er i Nordfyns Kommune.

I aften skulle der have været et større valgmøde i Otterup, men det bliver nu afholdt uden publikum. I stedet bliver vælgermødet streamet flere steder.

Det er direktøren fra TV 2 Fyn og chefredaktøren på Fyens Stiftstidende, der har taget beslutningen:

- Med denne løsning føler vi os dog overbevist om, at valgfolkefesten på Geværfabrikken alligevel vil leve op til det mest fornemme i demokratiet her i Danmark: Direkte dialog mellem borgere og politikere, debat om væsentlige emner og oplysning til vælgerne om, hvilket valg de skal træffe, udtaler de til fyens.dk.

Flere politikere møder op, da det nu er uden publikum, men det gør Dansk Folkepartis Jane Yndgaard ikke.

- VI har konsekvent valgt at melde afbud til alle de næste planlagte valgmøder. Jeg er stadig nervøs for smitte.

I Lemvig Kommune har Socialdemokratiets Lone Pilgaard Sørensen været nødt til at aflyse vælgermøder og andet under valgkampen, skriver Dagbladet Holstebro Struer.

Lone Pilgaard Sørensen, der er sit partis spidskandidat, er ramt af corona. Hun mener, hun er blevet smittet under et vælgermøde i sidste uge, selv om hun er vaccineret.

Dansk Folkeparti i Odsherred Kommune har også besluttet at indstille dele af valgkampen.

Partiet har besluttet, at kandidaterne ikke længere skal deltage i debatter og indendørs arrangementer i denne valgkamp.

Du kan følge regeringens pressemøde om coronasituationen på DR TV, dr.dk og DR 1.

FacebookTwitter