Joker fra tysk mindretal løber med borgmesterposten foran kamphaner i Tønder

Slesvigsk Parti får sin første borgmesterpost i nyere tid.

Slesvigsk Parti har fået sin første borgmesterpost siden besættelsen.

Det tyske mindretals politiske parti, Slesvigsk Parti, har fået sin første borgmesterpost i nyere tid. Det bliver Jørgen Popp Petersen, som løber med borgmesterkæden ved det højdramatiske valg i Tønder Kommune.

Han har gennem valgkampen været i spil som en joker i kampen om borgmesterkæden, og han endte altså med at snuppe posten foran både den siddende borgmester og Venstres spidskandidat.

Med opbakning fra 21 af byrådets 31 mandater kunne partiets spidskandidat efter lange og "intense forhandlinger" udråbe sig selv til borgmester.

- Det er undertegnede, Jørgen Popp Petersen, der bliver udnævnt som borgmester. Det er en ny start for Tønder Kommune, sagde byens nye borgmester.

Ordene blev kvitteret med jubel og klapsalver fra blandt andre Venstres spidskandidat, Martin Iversen, og Socialdemokratiets spidskandidat, Barbara Krarup Hansen, som stod smilende bag Jørgen Popp Petersen, da han præsenterede konstitueringsaftalen.

Samtlige partier i byrådet står bag den nye borgmester med undtagelse af Tønder Listen og SF.

Jørgen Popp Petersen afløser Henrik Frandsen fra Tønder Listen på borgmesterposten, og det sker til trods for, at Frandsen fik et rigtig godt valg. Da stemmerne var talt op i aftes, kaldte den nu afgående borgmester det selv for "et jordskredsvalg".

Hans parti fik 29 procent af stemmerne og bliver dermed byrådets største parti. Samtidig fik Frandsen selv 3.761 - hvilket er rekordmange personlige stemmer i kommunen. Men det var ikke nok til, at han kunne genvinde borgmesterposten.

Henrik Frandsen og Tønder Listen blev ikke inviteret indenfor til konstitueringsforhandlingerne. Efter, ifølge Frandsen selv, at have ventet i omkring fire timer på at blive inviteret ind til forhandlingerne, gik den nu afgående borgmester slukøret hjem fra rådhuset i Tønder.

- Det føles underligt at have vundet en jordskredssejr. At have haft det største antal personlige stemmer nogensinde i Tønder Kommunes historie og så bare blive holdt uden for forhandlingerne, sagde han.

Her morgenen efter valget er Frandsen fortsat stærkt utilfreds med ikke at være blevet taget med i ligningen, og han nægter at give op.

- Den endelige konstituering er først på plads den 9. december. Indtil 9. december kan alting laves om endnu, og vi må jo vente og se.

Den afgående borgmester vil ikke forholde sig til den nye konstituering endnu.

- Han har jo før hørt om kommuner, hvor der er sket ting og sager undervejs, siger han.

- Jeg ved ikke, hvor stabil en gruppe Jørgen Popp (Petersen, red.) har bag sig. Når jeg ser det udefra, kunne jeg godt forestille mig, at der var mange særinteresser i den gruppe, men det skal jeg jo ikke gøre mig klog på.

Dramatisk forløb frem mod valget

Valget i Tønder var på forhånd udråbt til et af kommunalvalgets helt store dramaer. Det skyldtes en særdeles turbulent byrådsperiode, der kulminerede i sommeren sidste år.

Her blev den nu afgående borgmester Henrik Frandsen, som var valgt ind for Venstre, vraget som partiets spidskandidat til kommunalvalget efter massive interne stridigheder i partiet i Tønder.

Det fik ham til at bryde ud af Venstre sammen med fem andre af partiets byrådsmedlemmer, der med Frandsen i spidsen stiftede lokallisten Tønder Listen.

Et parti, der i høj grad har fået vælgernes opbakning og stormer ind i byrådet med ni ud af 31 mandater.

Efter at have forhandlet sig frem til borgmesterkædens ejermand havde den nye konstituering i byrådet da også rakt ud til det nye største parti i Tønder.

- Vi anerkender selvfølgelig fuldt og helt og aldeles, at Tønder Listen også har haft et kanon valg, sagde Jørgen Popp Petersen.

- Vi har kontaktet borgmester Henrik Frandsen her for kort tid siden, men vi har ikke fået nogen tilbagemelding, så vi har ikke kunnet forhandle med dem, men vi indbyder dem hurtigst muligt til en forhandling i håb om, at Tønder Listen også vil tiltræde den her aftale.

Den nye borgmester fortalte, at der er pladser i aftalen, som endnu ikke er besat, og at Tønder Listen også skal have mulighed for at sætte sig på nogle af dem.

Venstre i stor tilbagegang

Aftenens valgresultat viser samtidig en stor tilbagegang for Venstre. Partiet går 27,6 procent tilbage og mister ni mandater i byrådet.

Venstres spidskandidat, Martin Iversen, har ikke tidligere siddet i byrådet, men kom ind fra højre og blev valgt som borgmesterkandidat fremfor Frandsen i sommeren 2020.

Den uprøvede Venstre-kandidat var dog langt fra Frandsen på de personlige stemmetal.

496 vælgere i Tønder Kommune havde sat kryds ud for Martin Iversen personligt, og da Henrik Frandsen læste de stemmetal op i aftes på Tønder Rådhus blev Iversens personlige stemmeantal kvitteret med et "auch" fra nogle af tilhørende.

Martin Iversen (V) blev spidskandidat foran siddende borgmester Henrik Frandsen ved et kampvalg sidste år. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Ritzau Scanpix)

Ny borgmester vil samle byrådet

Opgaven for Jørgen Popp Petersen bliver nu at samle et byråd, hvor bølgerne er gået højt i de seneste fire år. 11 kandidater har skiftet parti i den forgangne periode, og et anstrengt arbejdsklima i byrådet har fyldt meget i valgkampen.

Samarbejdet adresserede den nye borgmester også på trappen på rådhuset i Tønder i nat.

- Vi skal undgå den politiske turbulens med 11 partihop alene i den seneste periode og en hel masse støj. Det må forhåbentligt ikke gentage sig. Jeg håber, alle vil vise samarbejdsvilje, så vi kommer godt i gang, sagde han.

FacebookTwitter