Kendiskamp i Kolding: Politiske sværvægtere presser uprøvet S-kandidat

To tidligere ministre vil være borgmester i Kolding – imellem dem står en uprøvet socialdemokrat med samme drømme.

(© DR Grafik/Søren Nørby Winther)

Villy Søvndal, Eva Kjer Hansen, Birgitte Munk Grunnet.

Alle tre vil gerne være borgmester i Kolding. Men mange har nok kun hørt om de to første.

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat Birgitte Munk Grunnet er nemlig et helt ubeskrevet politisk blad, mens de to andre begge har været ministre og har lange politiske karrierer bag sig.

Eva Kjer Hansen, mangeårigt folketingsmedlem fra Venstre med flere ministerposter som blandt andet fødevareminister på cv'et, og Villy Søvndal fra SF, der er tidligere udenrigsminister og formand for SF.

- I begyndelsen var jeg lidt skræmt, men det er jeg ikke længere. De kan selvfølgelig noget via deres erfaring, men jeg kommer med det, jeg tror på, og jeg kæmper for det, siger Birgitte Munk Grunnet.

Flere steder er valget i Kolding blevet betegnet som et decideret ’præsidentvalg’ mellem Venstres Eva Kjer Hansen og SF’s Villy Søvndal. Det har Birgitte Munk Grunnet også bemærket, og det undrer hende, eftersom Socialdemokratiet fik knap 20 procent af stemmerne i Kolding ved kommunalvalget i 2017.

- Der er meget fokus på de to og den her såkaldte ’præsidentvalgkamp’. Der er også nogle, der siger, at de ikke kender mig i forhold til de to andre. Så jeg skal tidligt op og ud og tale med vælgere, reklamere for mig selv på Facebook og med læserbreve, og så bare arbejde benhårdt, siger hun.

'Ingen interesse i 'præsidentvalg''

Eva Kjer Hansen vil ikke gå så vidt som til at kalde valget i Kolding for et præsidentvalg, men hun erkender, at hun på visse punkter kan have en fordel i forhold til Birgitte Munk Grunnet.

- Hun risikerer jo at blive lidt klemt, fordi der netop er større opmærksomhed rettet imod, hvad Villy Søvndal og jeg gør og siger i den her valgkamp, siger hun.

Hos SF er spidskandidat Villy Søvndal godt klar over, at hans vej til borgmesterposten også går igennem et godt valg til Birgitte Munk Grunnet og Socialdemokratiet. Derfor er han heller ikke interesseret i et valg, der ender i amerikanske valgtilstande.

- Det er vigtigt, at det bliver et valg, hvor flere partier er med. Vi har en interesse i, at det ikke udvikler sig til et snævert ’præsidentvalg’. Det er klart, at det forhold, at vi er kendte gør, at folk har forholdt sig til os, men vi har ikke noget ønske om at snævre det ind til et valg mellem kun to kandidater, siger Villy Søvndal.

Kendisfaktor giver ikke nødvendigvis stemmer

Men er det virkelig så stor en ulempe for Birgitte Munk Grunnet, at hun er den ukendte kandidat? Både og, lyder det fra Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Det er i udgangspunktet en ulempe, at man står overfor to højt profilerede kandidater, og man ikke selv har en politisk baggrund og erfaring, siger han.

Samtidig er det dog ikke ensbetydende med, at man får et godt valg, bare fordi man er en kendt kandidat.

- Vi har masser af eksempler på kendisser, der stiller op ved kommunalvalg. Vi har eksempler på, at de får gode valg og mange stemmer, men vi har sandelig også eksempler på det modsatte, siger han.

- Det er ikke sådan, at der er en garanti for, at hvis man er kendt, så klarer man sig godt ved et kommunalvalg. Det afgørende er, at man kommer ind i de debatter og omtaler, der kører under valget, siger Roger Buch.

Birgitte Munk Grunnet har godt nok ikke nogen politisk erfaring, men hun har arbejdet i kommunen i mange år. Og det skal hun vende til sin fordel, mener Roger Buch.

- Hun ved jo en masse om, hvordan kommunen er skruet sammen, og det bliver det hendes opgave at demonstrere det, siger han.

Borgmesteren i Kolding i øjeblikket, Jørn Pedersen fra Venstre, genopstiller ikke ved valget den 16. november.

FacebookTwitter