Kommunalpolitikere fisker unge stemmer på Tinder: 'Jeg vil ikke afvise, at jeg tager på nogle dates senere'

- Det virker dybt useriøst, siger digital rådgiver, der mener, at det modarbejder udviklingen skabt af MeToo.

Cille Hald Egholm, Daniel Askbo og Jino Victoria Doabi stiller alle op til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

'Måske er jeg her for at jagte stemmer. Måske er jeg her for at jagte noget andet'

'Er jeg din kommende "mand" i København?'

Sådan lyder et par af de profiltekster, du kan møde i de her dage, hvis du swiper løs på datingapps som Tinder og Happn.

Flere kandidater i hovedstaden er nemlig rykket ind på datingtjenesterne for at score stemmer til kommunalvalget den 16. november.

En af de politikere, der har oprettet datingprofiler med politiske budskaber, er 22-årige Cille Hald Egholm, der for første gang stiller op til Borgerrepræsentationen for Venstre i Københavns Kommune.

- Vi ved alle sammen, at man vinder valget digitalt, og derfor har jeg prøvet at tænke på, hvor man ellers kan møde de unge vælgere, og der virkede datingapps som en rigtig god ide, for de unge er der, og man skal ikke betale penge for at have en profil, siger hun.

Lukket af Tinder

Cille Hald Egholm fisker også stemmer med et mere klassisk valgkampstrick. (Foto: © Kristian Djurhuus, Ritzau Scanpix)

Sammen med teksten 'Måske er jeg her for at jagte stemmer. Måske er jeg her for at jagte noget andet', lagde hun billedet fra sin valgplakat på og skrev, at hun var nummer fire på Venstres liste ved det forestående valg.

- Og så gik jeg ellers bare i gang med at swipe, og det virkede virkelig godt. Måske også lidt for godt, for Tinder endte med at lukke min profil, siger Cille Hald Egholm, der nåede at matche med 900 personer.

Et match gør det selvfølgelig ikke i sig selv, og derfor har den unge venstre-politiker også brugt mange timer på at skrive med alle, hun er kommet i kontakt med.

- Jeg tror, det har fungeret godt, og det har i hvert fald været fedt at have en lidt mere uformel måde at tale med folk om valget på. Jeg tror, det har fungeret godt i forhold til at møde de unge vælgere, hvor de er, fortæller hun.

Efter Tinders indgreb har Cille Hald Egholm rykket stemmejagten over på Happn, der er en anden af de store datingapps.

De dating/valgprofiler, som Cille Hald Egholm (V), Jino Victoria Doabi (RV), Louise Theilade Thomsen og Daniel Askbo (V) har lavet. De stiller alle op i København.

Usynlighed er den største fare

Er jeg din kommende "mand" i København?

Sådan skriver Daniel Askbo på sin tinder-profil. Han stiller også op til kommunalvalget for første gang, og han er også en af de kandidater, der har rykket valgkampen ind på en datingapp.

- Jeg har da tænkt over, om det her er seriøst eller useriøst. Men den største fare for mig som ny kandidat er, at jeg overhovedet ikke er synlig, og at folk ikke lægger mærke til mig, så de under valget siger: "Daniel hvem?", forklarer han.

Hans profiltekst lister op, hvad mærkesagerne er, og han lægger ikke skjul på, hvorfor han er på Tinder.

Og det handler hverken om engangsknald eller den store kærlighed.

- Dem, jeg matcher med, skriver jeg pænt til: "Tak, fordi du blev opmærksom på min politiske profil" eller "Tak, for at du viser interesse", men ret hurtigt skriver jeg så, hvad formålet er med min profil, så jeg ikke stikker folk blår i øjnene, siger 40-årige Daniel Askbo.

Han fisker stemmer med det helt store net og har derfor sat indstillingerne til at favne så mange potentielle vælgere som muligt. Derfor har han også fået en del match.

- Rigtig mange fra mænd og så en god håndfuld fra kvinder. Det går jeg ikke så meget op i. Det handler mere om at komme bredt ud, siger Daniel Askbo, der har en kæreste.

Tilbageslag for MeToo

Spørgsmålet er så, om kandidaternes stemmejagt på de forskellige datingapps kaster noget andet af sig end opmærksomhed.

Astrid Haug, der er digital rådgiver, ser en klar risiko for, at deres stunt kan ende med at give bagslag.

Digital rådgiver Astrid Haug er ikke fan af valgkamp på Tinder. (Foto: © Dr, DR)

- Jeg tror helt sikkert, man kan miste troværdighed. Man kan støde vælgere fra sig, fordi de bliver skuffede over at have fået et match uden at kunne få en rigtig date, men i stedet bare skal gå ned i stemmeboksen og stå der helt alene, siger hun.

Allerede i 2015 blev Tinder brugt i en dansk valgkamp. Dengang var det blandt andre De Konservatives Mai Mercado, der dukkede op under folketingsvalget.

Mens der dengang var tale om et frisk pust, mener Astrid Haug ikke, at tiden har været god ved den måde at føre valgkamp på.

- Jeg synes, det er tydeligt at se, at der er sket en kæmpe forandring i politik siden. Man har haft MeToo, og rigtig mange kæmper for at få den seksuelle undertone ud af det politiske. Derfor synes jeg, at kombinationen af politik og datingapps er dårlig i 2021, siger hun.

Afviser ikke at gå på date

For Cille Hald Egholm har reaktionerne heller ikke udelukkende været positive. Hun er blevet kritiseret for at bruge sit udseende og for at vildlede, når hun har talt politik i stedet for at aftale dates.

Alligevel mener hun ikke, det har kostet troværdighed.

- Jeg er en ung kandidat, der stiller op for at fange unge vælgere, og kan jeg få flere ned at stemme – om det så er på mig eller en anden – så er det vigtigere, end at en lille gruppe synes, det er en latterlig måde at føre valgkamp, siger hun.

Mens Daniel Askbo understreger, at et swipe til højre aldrig vil føre til et fysisk møde, så holder Cille Hald Egholm en dør på klem for dem, hun har matchet med under valgkampen.

- Jeg er jo single, så det er en sjov måde at møde mennesker på, og jeg vil slet ikke afvise, at jeg tager på nogle dates senere, siger hun.

Tilføjelse: Jino Doabi understreger, at hun hverken under eller efter valgkampen swiper eller kommunikerer med nogen på Tinder.