Kommune tilbyder psykologhjælp til lokalpolitikere, der udsættes for chikane

Slagelse Kommune har lavet en ordning, der tilbyder psykologbistand og hjælp til politianmeldelse til de lokalpolitikere, der er udsat for chikane og trusler.

Det er blandt andet beskeder som denne, byrådsmedlem Helle Blak har modtaget. (Foto: DR // Grafik: Signe Heiredal © (c) DR)

’Kig dig over skulderen, vi barberer håret af dig som landsforræder og arabertøs.’

Sådan er ordlyden i nogle af de mange chikanerende og truende beskeder, som byrådsmedlem i Slagelse Kommune, løsgænger Helle Blak har modtaget.

De grimme kommentarer og truende beskeder fylder så meget, at et enigt byråd i Slagelse har vedtaget en ordning, der skal give psykologbistand til byrådspolitikere, der har været udsat for chikane og trusler.

Selvom Helle Blak ikke har gået til psykolog i forbindelse med chikane, så er der behov for ordningen i fremtiden for ikke at skræmme byrådspolitikere væk, mener hun.

For efter 16 år i politik – de fleste hos SF - stopper hun efter kommunalvalget i november. Blandt andet på grund af chikane og trusler.

- Man betaler en høj pris for at være i lokalpolitik på så mange planer, og alt det lort, der ligger på internettet, forsvinder jo ikke, siger Helle Blak.

Beskederne er oftest fra anonyme personer på sociale medier, og derfor er det svært at finde frem til dem.

Én enkelt gang lykkedes det dog at finde frem til én af dem, der har chikaneret Helle Blak og hendes familie. Gerningsmanden blev dømt for dødstrusler mod hende og hendes søn.

Hemmelig adresse

Men det er ikke kun chikane i form af beskeder. Helle Blak har angiveligt også fået punkteret sine bildæk med søm flere gange og fået sendt pizza hjem til sin adresse.

- Jeg er vegetar, så jeg spiser jo ikke kød. Og det bliver også mistænkeliggjort, for du er jo ikke ordentlig dansker, hvis du ikke kan spise en frikadelle og noget svinekød.

- Så jeg har fået leveret pizza med skinke på, og så skal jeg stå der og forklare det stakkels pizzabud, at jeg altså ikke har bestilt noget, siger hun.

Derfor har Helle Blak nu også fået hemmelig adresse.

Psykolog: Chikane har store konsekvenser

Den nye ordning i Slagelse Kommune giver kommunalpolitikerne mulighed for at komme til psykolog på kommunens regning, hvis de har oplevet chikane eller fået trusler.

Og det er en god idé, mener Maia Kahlke Lorentzen, der er rådgiver i et netværk af eksperter, der tilbyder træning, rådgivning og foredrag om cybersikkerhed og digital dannelse.

Ifølge hende kan chikanen give traumer og være voldsom, selvom det er sket online.

- Oplevelsen er lige så alvorlig, og ligesom andre traumatiske oplevelser er det vigtigt at få det bearbejdet hos en psykolog, siger hun.

Chikane kan få store konsekvenser for den enkelte byrådspolitiker.

- Det kan give stress, angst, søvnløshed og tab af selvværd, og det resulterer også ofte i selvcensur – altså man lader være med at blande sig i debatten omkring specifikke emner, og det er især et problem, hvis man er politiker, siger Maia Kahlke Lorentzen.

Selvom der er begejstring for ordningen i byrådet i Slagelse Kommune, håber Githa Nelander, byrådsmedlem i Næstved Kommune for Nye Borgerlige, ikke at ordningen bliver indført i hendes kommune.

- Det er ikke noget, vi skal bruge skatteborgernes penge på, siger hun.

Hun mener, at psykologbesøg skal dækkes af egen forsikring eller af det parti, byrådsmedlemmet tilhører.

Det er Kommunernes Landsforening, der har opfordret byrådene rundt omkring i landets kommuner til at blive enige om en ordning, der kan sikre psykologhjælp til lokalpolitikere, hvis de udsættes for trusler og chikane.

- Det er ekstremt vigtigt, at folk vil stille op til vores demokrati og engagere sig, så det er jo totalt uholdbart, at man bliver skræmt væk på grund af chikane og trusler, siger administrerende direktør i KL Kristian Wendelboe.

Vi skal ikke finde os i det

I Slagelse Kommune er borgmester John Dyrby Paulsen (S) glad for, at de kan hjælpe med at gøre noget ved problemet.

- Det er vigtigt, fordi flere kommuner i landet oplever, at byrødder bliver udsat for chikane, og der må vi hjælpe de kollegaer, der er udsat for det, siger han.

- Det her er ikke noget, vi skal finde os i. Og det starter med, at vi hjælper dem, der er ofre for eventuel chikane.

Ordningen vil ud over psykologbistand bestå af hjælp til politianmeldelse og til at følge op på sager, der er blevet anmeldt.

For Helle Blaks vedkommende glæder hun sig til den 16. november, hvor hun ikke længere er i byrådet og forhåbentlig slipper for chikane i fremtiden.

- Det har været en hård omgang for min familie og især for min søn, der er vokset op med en mor i politik, siger hun.

- Nu glæder vi os til at lægge politik på hylden og bruge tiden på noget, der giver lidt mere god stemning.

Sådan gjorde vi

  • Før sommer sendte DR et spørgeskema ud til samtlige kommunalpolitikere i Danmark.

  • Ca. 2.400 politikere modtog spørgeskemaet, og 686 besvarede den.

  • Rundspørgen spurgte ind til politikernes oplevelse af tonen på sociale medier samt chikane generelt.

  • Da der er tale om en ikke-repræsentativ spørgeskemaundersøgelse, kan resultaterne ikke generaliseres til den samlede gruppe af kommunalpolitikere.

Facebook
Twitter