Læger tager vagter som sygeplejersker til en højere løn: 'Hen i vejret og helt bizart'

Efterdønningerne af sygeplejekonflikten betyder, at læger overtager sygeplejerskernes arbejde på AUH.

Efter en lang konflikt hen over sommeren har sygeplejerskerne sagt stop.

De siger i stor stil nej til at tage ekstra vagter som følge af, at sygeplejestrejken ikke førte til, at de fik det ønskede lønløft.

Det har nu den konsekvens, at afdelingen Hjerte-, Lunge og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital beder lægerne om at tage flere af sygeplejerskernes vagter, hvilket betyder mere i lønposen og en højere udgift.

Lars Folkersen, der er ledende overlæge på afdelingen, har en række alvorligt syge patienter, som har brug for operation.

- Vi arbejder på at finde narkoselæger, der kan bedøve de patienter, fordi vi kan ikke finde narkosesygeplejersker. Dels fordi vi mangler flere, men også fordi sygeplejerskerne er frustrerede over den situation, de er i. De har ikke så meget energi til at arbejde ekstra, efter de er kommet ud af deres konflikt, siger han.

Hver dag er en til to af afdelingens ni stuer i øjeblikket bemandet med læger i stedet for narkosesygeplejersker.

Det er nødvendigt for at overholde kræftpakkeforløb og behandlingsgarantier, oplyser overlæge Lars Folkersen.

Frustration blandt sygeplejerskerne

På tillidsmandskontoret på Aarhus Universitetshospital møder de for tiden flere sygeplejersker, der ikke bryder sig om, at deres normale opgaver glider over i hænderne på lægerne.

Det fortæller Marianne Østerlund Madsen, der er fællestillidsmand for sygeplejerskerne.

- Det er da en frustration, at man nu kommer til at betale mere for nogle arbejdsopgaver, som kunne udføres af sygeplejersker og nu bliver honoreret med en højere løn, fordi det er læger, der varetager opgaven. Det er svært at kigge på, siger hun.

Ifølge Marianne Østerlund Madsen er det generelt blevet et sygeplejerske-mantra at passe på sig selv og dermed ikke tage ekstra vagter. Det billede forudser hun ikke kommer til at ændre sig foreløbigt.

- Jeg tror virkelig, at sygeplejerskerne har fået øjnene op for, hvordan ekstra arbejde har været dét, der har bundet sundhedsvæsenet sammen, og at de faktisk ikke er forpligtiget til at arbejde mere, end de er ansat til.

Problemet skal ikke løses ved, at sygeplejerskerne skal tage ekstra vagter, mener Marianne Østerlund Madsen.

- De arbejder det, de er ansat til. Det er ikke deres problem. Det er et Christiansborg-problem, at der mangler personale i sundhedsvæsenet. Jeg synes ikke, der er nogen arbejdsstrid i det, sygeplejerskerne gør i øjeblikket, men der er et problem i sundhedsvæsenet, fordi der mangler hænder.

Ledende overlæge Lars Folkersen kan sagtens forstå, at sygeplejerskerne er frustrerede over situationen, men understreger samtidig, at forhandlingen af løn og tillæg ikke er noget, der ligger på hans bord.

Regionsmedlem: 'Bizar situation'

I Region Midtjylland, der driver de offentlige sygehuse, er der i begge sider af regionsrådssalen enighed om, at situationen er uholdbar.

Nicolaj Bang (K), der er medlem af Hospitalsudvalget, mener, man er nødt til at have en dialog med sygeplejerskerne, hvis det skyldes, at sygeplejerskerne er utilfredse og derfor ikke vil være fleksible på en måde, som de har været før.

- Det dur jo ikke, at man tager hele sundhedsvæsenet som gidsel, fordi man er utilfreds med en forhandling, siger han og fortsætter:

- Det er ikke ligefrem sådan, at vi vælter os i læger, og hvis vi skal til at bruge læger til at lave sygeplejerskernes arbejde, så flytter vi bare problemet et andet sted hen. Det ender i sidste ende med, at vi ikke kan levere den behandling til vores patienter, som vi gerne vil.

Han synes, det er "helt bizart" at bruge en højtlønnet medarbejder til at udføre en lavere lønnet medarbejders arbejde.

- Det er åbenlyst enormt ineffektivt, og det er ikke en situation, der kan accepteres i ret lang tid.

Susanne Buch, medlem af Hospitalsudvalget i Region Midtjylland for SF, ser på en meget fastlåst situation.

- Det er fuldstændig hen i vejret. Det koster ledelserne nogle penge at lade lægerne gøre arbejdet. Jeg synes, det er helt skævt, siger hun.

Hun ønsker konkret at få kigget på, hvordan lønforholdene er for sygeplejerskerne.

- Vi er nødt til at ophæve de lidt stive regler for, hvem der kan få hvad og hvornår, siger hun.

Hun vil dog ikke kræve, at sygeplejerskerne skal gå op i tid, der skal også være plads til deltidsarbejde.

Mere i lønposen eller op i tid?

Susanne Buch vil henstille ledelserne på hospitalerne til eksempelvis at se på, om de har nogle ældre sygeplejersker, der skulle have været på efterløn, som måske alligevel kan arbejde et antal timer.

Derudover kan man ifølge SF'eren også se på, om nogle sygeplejersker på det akutte område skal have noget ekstra i lønposen for at få dem til at komme på arbejde.

Nicolaj Bang mener, at man nu og her er nødt til at få flere sygeplejersker til at arbejde på fuldtid, uden at man skræmmer nogle væk fra faget, der slet ikke har mulighed for at gå op i tid.

- Der har været en tendens til, at sygeplejerskerne som udgangspunkt er på deltid. Det er der simpelthen ikke ressourcer til nu, og sådan er det jo heller ikke for andre brancher, siger han.