Lærere måtte selv rense toiletter efter 'katastrofal start' på rengøringsudbud

Der skal større fokus på kvalitet og mindre fokus på pris i udbud, mener borgmesterkandidat i Vejle efter klager over rengøring.

En aktindsigt som DR har modtaget viser, at syv institutioner i Vejle Kommune havde områder, der slet ikke blev gjort rent den første måned efter, at et nyt rengøringsfirma havde overtaget opgaven med at gøre rent på halvdelen af kommunens institutioner, skoler og plejehjem, og i alt 33 gange har kommunen krævet bod af firmaet for brud på kontrakten. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)

I Vejle Kommune fik man et godt tilbud, da man tidligere i år skulle finde et nyt firma til at stå for rengøringen af halvdelen af kommunens skoler, børnehaver og plejehjem.

Det billigste firma lå nemlig fire millioner kroner under beløbet, sidst rengøringen var i udbud.

Men kvaliteten af rengøringen har ikke været ligeså imponerende som prisen, for siden firmaet Renell A/S overtog opgaven 1. august i år, har der været problemer.

På Søndermarksskolen i Vejle blev personalets toiletter ikke gjort ordentligt rent. Til sidst blev problemet så stort, at lærerne måtte træde til, siger skoleleder Lone Villemoes.

- Der var nogle, der fandt nogle klude frem og gjorde det selv, for det blev simpelthen for uhumsk. Det synes jeg selvfølgelig ikke godt om, for jeg har ikke ansat de medarbejdere til at gøre rent, jeg har ansat dem til at lave undervisning for børnene, siger hun.

Skolelederen på Søndermarksskolen var ikke tilfreds med rengøringen, efter at et nyt firma overtog opgaven. Se mere i videoen herunder.

358 henvendelser på ti uger

En aktindsigt som DR har modtaget viser, at syv institutioner havde områder, der slet ikke blev gjort rent den første måned, og i alt 33 gange har kommunen krævet bod af firmaet for brud på kontrakten.

DR's aktindsigt viser også, at der i løbet af de første ti uger med rengøring fra Renell A/S kom 358 henvendelser fra kommunens institutioner, og langt hovedparten af dem var klager over fejl og mangler ved rengøringen.

På Gårslev Skole oplevede teknisk serviceleder på skolen Erling Nielsen flere tilfælde af mangelfuld rengøring.

- Nu kører vi på 13. år med udbud i Vejle kommune, og det er det fjerde selskab, vi har. Alle gange er der gået et halvt og nogle gange et helt år, før tingene er kørt ind, siger han.

Det går bedre med rengøringen på begge skoler nu, men rengøringsstandarden er alligevel kommet bag på stabs- og økonomichef i teknik og miljø i Vejle Kommune, Thomas Kirsten.

- Jeg er overrasket over, at de ikke er dygtigere til at levere den rengøring, som vi har indgået aftale om, siger han.

Prisen skal vægte mindre, mener kandidat

Utilfreds er også formanden for kommunens børne- og familieudvalg, Torben Elsig-Pedersen fra De Radikale.

- Jeg mener faktisk, det har været en katastrofal opstart. Der er hele institutioner, der ikke har fået gjort rent og skoletoiletter, der ikke er blevet gjort rent midt på dagen, selv om det var et krav i udbuddet.

Generelt fylder prisen for meget og kvaliteten for lidt, når Vejle Kommune som mange andre kommuner sender rengøring i udbud, mener Torben Elsig-Pedersen.

Det samme mener Martin Sikær, der er Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Vejle.

- Når man ser i et udbud, at nogen kan gøre tingene 20-25 procent billigere på et område, der har været konkurrenceudsat i mange år, er der et eller andet, der får mig til at råbe vagt i gevær. Det har så vist sig, at det også har været for godt til at være sandt, siger Martin Sikær.

Han vil i fremtiden have, at prisen skal vægte under 50 procent, når kommunen vælger leverandør.

Vejles borgmester Jens Ejner Christensen fra Venstre vil gerne diskutere udformningen af fremtidens udbud. Men han vil modsat Martin Sikær ikke komme med bud på, hvor meget prisen skal vægte.

- Jeg synes, at prisen på en rengøringsopgave er et væsentligt parameter, men det er selvfølgelig ud fra en præmis om, at der skal gøres rent, og der skal gøres ordentligt rent, siger han.

Firmaet bag - Renell A/S - har ikke ønsket at stille op til interview, og siger, at de har tavshedspligt i forhold til kontrakten med kommunen.

FacebookTwitter