Liw og Caspar tør ikke lade deres datter lege i forurenet have: Nu slås politikere om erstatning

Fredericia-politikere vil give penge til borgere med forurenede grunde.

Caspar Bülow og Liw Conradsen leger med datteren Nora i den forurenede del af deres have.

Det var en skøn forårsdag sidste år, da Liw Conradsen og Caspar Bülow endelig kunne flytte ind i deres drømmehus i Fredericia.

Det var det helt rigtige kvarter, der var god plads i huset, og der var til og med en have, som deres lille datter, som de ventede på det tidspunkt, kunne lege i.

Men få dage efter flytningen fra lejelejlighed i Aarhus til huset i Fredericia kom der et brev fra kommunen, der pludselig gjorde panderynkerne dybe hos det unge par.

For grunden, hvor deres nye hus ligger på, er forurenet med tungmetaller og potentielt andre kemiske stoffer, fordi huset ligger på en gammel grusgrav, der blev fyldt op med blandt andet industriaffald i midten af sidste århundrede.

- Det giver lidt skår i glæden, når man har købt drømmehuset, at man så får en anmærkning. Det er trist, siger Liw Conradsen.

Huset var ikke klassificeret som forurenet, da Liw Conradsen og Caspar Bülow slog til. Det er det nu, og de skal følge en række regler, hvis de og deres lille datter Nora færdes i den forurenede baghave.

Artiklen fortsætter efter videoen..

- Vi frygter for fremtiden i forhold til værditab på vores hus, og så er vi selvfølgelig bekymrede for de mulige sundhedsskadelige konsekvenser, siger Caspar Bülow.

Det var kun fordi, en nabo rev sit hus ned for at bygge nyt, at det tilfældigvis blev opdaget, at grundene i området kunne være forgiftet.

Politikere vil skaffe penge til husejerne

Efter fundet af forureningen har Region Syddanmark lavet en stor undersøgelse i området og forfattet en rapport. Det er foruroligende læsning for husejerne.

Mindst ni husejeres grunde er nemlig så forurenede, at det udgør en sundhedsrisiko for beboerne. Der er nemlig fundet gas, kemikalier og tungmetaller i området, og særligt minimum ni grunde er så forurenede, at det kan være sundhedsfarligt.

Derfor skal husejerne vaske hænder efter arbejde i haven, passe på med at slæbe jord med ind og småbørn skal holde sig fra at få jord i munden.

Nu vil flere byrådskandidater give beboerne kompensation.

- De skal kompenseres, siger Karsten Byrgesen, nuværende byrådsmedlem og byrådskandidat for Nye Borgerlige i Fredericia.

- Det er kommunen, der har haft viden om, at der var en grusgrav, de har haft viden om, hvad der blev fyldt i, og det er dem, der har solgt grunden og givet byggetilladelse, siger Karsten Byrgesen, der selv bor i området – dog er hans grund ikke forurenet.

Én af de berørte husejere, som DR har talt med, har fået en vurdering fra en ejendomsmægler. Ifølge mægleren betyder de nye oplysninger om forurening et nedslag i vurderingen af hans hus på 700.000 kroner – hvis det overhovedet kan sælges.

Det er den forskel, som Nye Borgerlige og også Venstre i Fredericia vil kompensere borgerne for.

For også Kenny Bruun Olsen, byrådskandidat for Venstre og nuværende medlem af kommunens Miljø- og Teknikudvalg, vil rette op på fortidens synder, så husejerne ikke skal stå med alle problemerne selv.

- Vi skal se, om der er mulighed for en økonomisk erstatning for det, husejerne har været ude for. For det er fuldstændig uforskyldt, siger han.

Men ifølge forvaltningen i Fredericia Kommune så er vurderingen, at der lige nu ikke er juridisk grundlag for at give kompensation. Hvad gør I så?

- Vi skal have fundet ud af, hvordan vi får givet en kompensation til de husejere, der er ude for den her forurening, siger Kenny Bruun Olsen.

Er det ikke bare valgflæsk at stille borgere penge i udsigt, som kan være svære at få fat i?

- Nej, det vil jeg have sagt uanset. Det handler om borgere, der er kommet uforskyldt til det her. Det drejer sig om, at de intet har vidst og pludselig står og risikerer at være teknisk insolvente, og det er helt forfærdeligt for de her mennesker, siger Venstre-politikeren.

Ungt par: Vores datter får ikke lov at lege i baghaven

Selv om Caspar Bülow og Liw Conradsens grund ikke er den mest sundhedsfarlige i området, så kommer forureningen med en risiko.

Især for deres lille pige - Nora på otte måneder.

Forureningen er alene fundet i baghaven – så hvis hun leger der, så ved forældrene ikke, hvilke konsekvenser det kan få for hendes sundhed.

- Når hun bliver stor nok til at løbe rundt i haven, så får hun ikke lov til at lege i baghaven, siger Caspar Bülow.

Parret købte huset til næsten to millioner kroner og frygter nu, at værdien er faldet.

- Vi kunne godt tænke os at få noget støtte fra kommunen i den her proces. Ikke nødvendigvis økonomisk, men noget hjælp og opbakning og en forsikring om, at kommunen er der for os. Det har vi ikke følt på noget tidspunkt, siger Caspar Bülow.

Alligevel er udsigterne til at have mistet flere hundrede tusinder kroner på deres første huskøb på grund af en forurening, de ikke kunne vide var der, også skræmmende, siger Liw Conradsen.

- Det er klart, at hvis vi har et tab i husets værdi, så synes vi da også, at det vil være mest retfærdigt, hvis vi fik en kompensation for det. Nogen må bære det ansvar, siger hun.

Socialdemokratiet: Det er for tidligt at snakke kompensation

Men i Fredericia er det lige nu Socialdemokratiet, der har borgmesterkæden – og de sidder også på formandsposten i Miljø- og Teknikudvalget med Christian Bro.

I modsætning til sine to kollegaer fra byrådet i Fredericia er udvalgsformanden ikke meget for at tale om kompensation til borgerne nu.

- Det vil jeg meget nødig, som sagen står lige nu. Jeg vil ikke stikke folk blår i øjnene. Det er jo nemt at love, at man vil give erstatning og kompensation. Men lige nu ser det ikke ud til, at vi har lov til det, siger Christian Bro.

For at kunne give kompensation til borgerne, skal kommunen have et juridisk ansvar. Og her frikender embedsværket i Fredericia Kommune indtil videre sig selv i den foreløbige vurdering.

Stikker Venstre og Nye Borgerlige da folk blår i øjnene?

- Jeg synes lidt, at det er en billig omgang.

Vil du ikke give de ramte borgere en håndsrækning, eller handler det alene om, at embedsværket i Fredericia Kommune ikke har belyst sagen fuldt endnu?

- Jeg kan levende sætte mig ind i, hvor forfærdeligt det her er for de borgere, siger Christian Bro.

- Men det er lidt en fortærsket metafor måske, men jeg synes, at der er nødt til at være en voksen til stede. Så vi ikke bilder mennesker noget ind, som vi reelt ikke kan leve op til. Så vil jeg hellere give dem en god nyhed, hvis det kan lade sig gøre, siger den socialdemokratiske byrådskandidat.

Den forklaring køber Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige ikke.

- Det holder ikke, og jeg accepterer det ikke. Jeg kan ikke ændre på juraen, men hvis man læser juraen grundigt nok, og hvis viljen er der, så kan man også finde en konstruktiv løsning.

Flere af de berørte husejere – inklusive Caspar Bülow og Liw Conradsen – har hyret en advokat til at føre sagen videre for dem.