Nye Borgerlige har smidt kandidat til kommunalvalget ud for Facebook-kommentar

Sekretariatschefen i partiet tager kraftig afstand fra den tidligere kandidats udsagn.

Nye Borgerlige er en kandidat til kommunalvalget fattigere. Her er det partiets ledelse ved et pressemøde i sommer. (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

En flere år gammel kommentar på Facebook har kostet en kandidat til det kommende kommunalvalg hans medlemskab af partiet Nye Borgerlige.

I sin kommentar skrev Henning Linnemann, der er opstillet i Halsnæs Kommune i det nordlige Sjælland: "Jeg dræber også gerne en muslim eller to".

Screendump fra Facebook. (Foto: Screendump fra Facebook)

Og det går ikke, hvis man vil optræde under Nye Borgerliges fane, siger Anders Toft Hansen, der er partiets sekretariatschef.

- I Nye Borgerlige accepterer vi ikke nogen former for vold eller opfordringer til vold, og vi tager kraftig afstand fra enhver form for racisme. Så man kan ikke være medlem af Nye Borgerlige, når man kommer med sådan en udtalelse, siger han og fortsætter:

- Vi er enormt ærgerlige og kede af den her sag, for så bliver vi associeret med noget, som vi tager kraftigt afstand fra.

Beslutningen om at smide Henning Linnemann på porten blev truffet af partiets hovedbestyrelse i går, efter at den blev gjort opmærksom på facebook-kommentaren, der var begyndt at florere på sociale medier.

Henning Linnemann har efterfølgende skrevet undskyld på Facebook og meddelt, at han ikke længere er en del af partiet. Hans Facebook-side er ikke længere tilgængelig.

Screendump fra Facebook. (Foto: Screendump fra Facebook)

Trods eksluderingen vil han optræde på stemmesedlerne i Halsnæs Kommune den 16. november. For når først valglisterne er sendt ind til kommunen, kan de ikke længere ændres.

Skulle der alligevel blive sat kryds ud for Henning Linnemanns navn på valgdagen, vil stemmen gå til ham som løsgænger og ikke til Nye Borgerlige.

'Jeg har slet ikke den mening mere'

Henning Linnemann har i dag været ude for at pille sine valgplakater ned, og undervejs stødte han ind i DR's reporter.

Han fortæller, at han ikke husker, hvad der fik ham til at skrive kommentaren i sin tid, og at det formentlig er fem år siden, at han postede den.

I dag står han tilbage overvældet af fortrydelse over, at han dengang skrev, som han gjorde.

Henning Linneman har i dag fjernet sine valgplakater. (Foto: Anna Bøtter Knudsen © DR)

- Det var en periode, hvor jeg sådan ikke var helt mig selv, tror jeg godt, at vi kan sige.

- Jeg har slet ikke den mening mere. Det er fuldstændig uhørt at sige sådan noget, som jeg har skrevet dengang. Så det fatter jeg slet ikke, men det var sådan, jeg havde det dengang, siger han.

Kan du forstå, at folk bliver provokeret af din kommentar?

- Ja, det kan jeg, og jeg kan kun undskylde. Der er kun et kvaj i det her foretagende, og det er mig selv, siger Henning Linnemann.

Han udtrykker samtidig forståelse for, at Nye Borgerlige har ekskluderet ham.

En af Henning Linnemanns valgplakater i Halsnæs Kommune. (Foto: Anna Bøtter © DR)

I Nye Borgerliges hovedbestyrelse er der også ærgrelse over, at det ikke tidligere blev opdaget, at en af partiets kandidater havde ytret sig så voldsomt på Facebook.

- Vi forsøger efter bedste evne at holde os opdaterede om, hvad der sker derude. Men vi kan ikke se alt, og derfor vil der være en svipser hist og her, hvor der er sagt eller skrevet noget, vi ikke har været opmærksomme på, siger Anders Toft Hansen.

Står foran gennembrud alligevel

DR's politiske analytiker, Jens Ringberg, tror ikke, at sagen får stor betydning for Nye Borgerlige, når borgerne går til stemmeurnerne den 16. november.

Dels fordi reaktionen fra toppen af partiet kom prompte, men også fordi partiet har medvind i øjeblikket.

- Jeg tror stadig, at Nye Borgerlige står foran et gennembrud ved kommunalvalget, og det skyldes, at partiet er på fremmarch og stiller op i 95 kommuner. Og så er det jo lokale valg, hvor folk nok nærmere ser på, hvem der stiller op i deres kommune mere end på en mand, de har smidt ud i Halsnæs, siger han.

Opdateret med citater fra Henning Linnemann.

FacebookTwitter