Politisk debat om kollektiv trafik i Vejen: Freja måtte sige nej til sociale arrangementer, fordi der ikke går busser om aftenen

Er det et vilkår, at bussen sjældent kører, når man bor på landet? Politikere i Vejen er uenige.

Stine Clausen (tv.), Freja Skjøth (th.) og Malene Wonsyld er alle trætte af, at der ikke kører flere busser i Vejen Kommune. (Foto: Grafik: Søren Winther Nørbæk © Privatfotos)

Rettelse: Stine Clausen er på grund af hendes lange rejsetid omfattet af et tilbud hos kommunen, hvor hun kan blive kørt til og fra skole. Det tilbud har hun dog valgt ikke at benytte sig af, fordi hun har hørt dårligt om ordningen. Rubrikken er derfor ændret.

Lang transport- og ventetid for at komme i skole, ingen busser om aftenen og stor afhængighed af, at far eller mor vil køre.

Det er vilkårene for flere unge i Vejen Kommune, som er godt trætte af, at der ikke er flere muligheder for offentlig transport til kommunens mindre byer.

Og det skal der gøres noget ved.

Det mener 18-årige Mia Sørensen, som stiller op til kommunalvalget for SF.

Partiet støtter et forslag fra Socialdemokratiet om en skattestigning i kommunen, og Mia Sørensen vil gerne bruge nogle af de penge på den offentlige transport.

- Der skal flere busser ud til småbyerne, så det ikke bare bliver centreret om centerbyerne i Vejen Kommune, siger hun.

Det er hendes 21-årige modkandidat Alexander Lund Petersen ikke enig i. Han stiller op for Liberal Borgerliste i kommunen og mener, at sparsom offentlig transport er et vilkår, når man bor langt fra de større byer i kommunen.

- Jeg synes ikke, det skal ligge andre til last, at en familie har valgt at bosætte sig i et tyndt befolket område. Det er et valg, man træffer, når man bor billigt, at der så er større udgifter til transport, siger han.

Herunder kan du møde tre unge fra Vejen, der er frustrerede over den offentlige transport i kommunen - en af dem har dog fundet en løsning.

1

Stine Clausen, 17 år

Hvis Stine Clausen skal til et arrangement om aftenen, kræver det, at mor eller far vil køre - der går nemlig ingen busser. (© PRIVATFOTO)

Stine Clausen går på Vejen Business College og bor i Glejbjerg - cirka 25 kilometer fra sit hjem.

Hvilket ord beskriver bedst transportsituationen for dig?

- Elendig.

- Når jeg skal i skole, skal jeg med bussen fra Glejbjerg omkring klokken 06.20, fordi jeg skal skifte i Holsted, hvor jeg skal vente 15 minutter på et tog til Vejen. Og så ankommer jeg til Vejen 45 minutter før, at skoledagen reelt starter.

Stine Clausen kunne gøre brug af et tilbud hos kommunen, som gør det muligt for unge med en rejsetid over 60 minutter at blive kørt til og fra skole. Det tilbud har hun dog valgt ikke at benytte sig af, fordi hun har hørt dårligt om ordningen, siger hun.

Hvilke konsekvenser har det, at der går så få busser?

- Hvis jeg skal til et skolearrangement efter skole - måske ved 18-tiden om aftenen, kan jeg ikke kommer derover eller hjem igen, uden at mine forældre skal køre mig.

- Jeg synes ikke, det er særlig fedt, fordi det gør, at vi kræver rigtig meget af vores forældre.

Er det ikke bare sådan, det er, når man bor langt ude på landet?

- Det synes jeg ikke.

- Jeg synes, det er en vigtig post at sætte penge af til, fordi det skaber mange udfordringer for folk, der ikke har biler eller kørekort, som er bundet af offentlig transport.

2

Freja Skjøth, 19 år

Efter at Freja Skjøth har købt en bil, har hun fået meget mere tid, synes hun. (© PRIVATFOTO)

Freja Skjøth går i 3. g på Vejen Gymnasium og bor i Lindknud - cirka 15 kilometer fra skolen. Hun har lige købt en bil for at undgå besvær med offentlig transport til og fra skole og arbejde.

- Der kører måske fem busser om dagen fra Lindknud, og de kører til Brørup, hvor man skal skifte for at komme til Vejen. Der er ofte ventetid, og busserne passer ikke ordentlig sammen.

- Når vi havde aflyste moduler, blev jeg nødt til at møde 07.45, fordi der ikke går andre busser om morgenen. Og jeg kunne kun komme hjem klokken 14 og 16.

Hvilke konsekvenser har det for et ungdomsliv, at der er de her problemer med bussen?

- I 1. G endte jeg blandt andet med at vælge musicalen fra, fordi det foregik efter skole, og jeg ikke kunne få det til at passe med kørsel frem og tilbage.

- Jeg vil ønske for alle dem, der skal gå på gymnasiet efter mig, at der kommer en direkte busforbindelse fra Lindknud til Vejen.

Tror du ikke, den vil køre tom meget af tiden?

- Jo måske, men så vil man have muligheden. Det, tror jeg også, vil gøre en stor forskel for byen.

- Nu har jeg købt en bil, og i år står jeg faktisk for noget i musicalen. Det kan jeg nu, fordi jeg selv kan køre hjem, når det passer mig.

3

Malene Wonsyld, 24 år

Malene Wonsyld overvejer at flytte til en større by, fordi hun synes, den offentlige transport er mangelfuld. (© PRIVATFOTO)

Malene Wonsyld er arbejdsløs og bor i Rødding - cirka 17 kilometer fra Vejen.

- Man kan ikke komme hjem, når klokken er efter 19 om aftenen - der er den sidste bus kørt. Så man har ikke mulighed for at have nogle aktiviteter med venner om aftenen - medmindre det er i Rødding.

Hvad betyder det for din hverdag?

- Det betyder rigtig meget. Jeg kan for eksempel ikke tage et kørekort, fordi jeg er afhængig af, at venner eller forældre har en bil og kan køre. Jeg vil ikke kunne komme hjem med bussen, fordi de fleste timer ligger om aftenen.

- Nogle jobs og tilbud fra kommunen har jeg valgt fra, fordi jeg ikke har mulighed for at komme derhen og hjem, hvis det er om aftenen.

Nogen vil sige, at der ikke kører så mange busser, fordi der ikke er så mange, der bruger dem. Kan du ikke godt forstå, at man ikke vil have busruter, som kun få bruger?

- Jo, det kan jeg egentlig godt. Men omvendt har vi det her kæmpe spørgsmål om klima. Og jeg synes også, jeg møder mange unge, der siger, at de gerne vil bruge det, men at der ikke er mange busser, så de vælger at tage et kørekort og selv køre frem og tilbage.

- Det giver mig da overvejelser om, om jeg skal flytte til en større by, men det er jeg egentlig ikke meget for.

FacebookTwitter