Socialdemokrat kupper Venstre-borgmester

De Konservative vendte på en tallerken, og nu bliver Egedals nye borgmester socialdemokraten Vicky Holst Rasmussen.

Det bliver socialdemokraten Vicky Holst Rasmussen, (nummer to fra venstre) der løber med borgmesterposten.

Socialdemokraten Vicky Holst Rasmussen tager borgmesterposten i Egedal Kommune fra venstremanden Karsten Søndergaard, der ellers var udråbt til kommunens nye borgmester.

Det fortæller hun lørdag formiddag ved et pressemøde.

- Vi har tænkt os godt om, og vi har kunnet se med det resultat der lå, at Egedal ønsker en ny retning, og det er sådan set også det, mange af os er gået til valg på, siger hun.

- Det er aldrig populært først at sige, at man går den her vej, og så går en anden vej. Men den vej, jeg går nu, er egentlig den vej, jeg hele tiden gerne ville have gået - også på valgnatten, siger hun.

Der var ellers indgået en konstitueringsaftale blandt Venstre og Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og De Radikale.

Men nu er aftalen faldet, og i stedet for er der indgået en bred konstituering bag Vicky Holst Rasmussen, der tæller Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten og Lokallisten Ny Egedal. Og netop forklaringen om et bredere samarbejde vejdede også tungt i beslutningen om at skifte retning, lyder det fra den sandsynligvis kommende borgmester.

Korservative ville have lokalliste med

Ifølge Charlotte Haagendrup fra De Konservative i Egedal gik hun med i den første aftale på grund af mange års godt samarbejde. Men hun skiftede altså mening, da hun indså, at partiet kunne få mere indflydelse med Vicky Holst Rasmussen i borgmesterstolen.

- Konservative er det eneste borgerlige parti, der er gået frem, og da jeg får en melding om, at jeg nok ikke kan få så meget indflydelse, er det mit job at forsøge at få mest mulig konservativ politik igennem. Det får jeg her, siger Charlotte Haagendrup.

Desuden fandt hun det kritisabelt, at Lokallisten Egedal ikke var med i den oprindelige aftale.

- Allerede på valgnatten synes, jeg det var bemærkelsesværdigt, at vi ikke tog hånd om de fire mandater og det meget flotte valg, som lokallisten har fået, og som jo indikerer, at borgerne i Egedal vil noget andet end det ellers meget gode samarbejde, vi har haft, mellem Socialdemokratiet, Konservative og Venstre i mange år, forklarer hun.

Intet problem med en rød borgmester

Lokallisten Egedal, der ellers udspringer af Venstre, stillede op til kommunalvalg for første gang og fik hele 17,9 procent af stemmerne i kommunen.

De er nu en del af det flertal, der står bag den Vicky Holst Rasmussen, og det var nok de færreste, der troede, at de ville bakke op om en rød borgmester, da partiet foruden formanden består af afhoppere fra Dansk Folkepart og De Konservative.

Men lokallistens formand, Ulrik John Nielsen, har intet problem med at støtte en socialdemokratisk borgmester, selvom han har en fortid i Venstre.

- Nu er det sådan med Lokallisten, at vi er hverken røde eller blå, så vi kan pege på dem, der giver os mest indflydelse, siger han.

Med i den brede aftale er som sagt også SF og Enhedslisten, og Jens Skov fra SF var ovenud positiv ved udsigten til endelig at vippe den borgerlige borgmester af pinden.

- Vi ønskede da helt klart en rød borgmester. Det er derfor, vi er med her, for vi skal skabe rød politik med en rød borgmester, siger han.

Den siddende borgmester Karsten Søndergaard fik beskeden i morges om, at han alligevel ikke bliver siddende på posten, fordi Socialdemokratiet og Konservative har valgt at løbe fra deres aftale. Han er mildest talt skuffet.

- Jeg er chokeret, jeg er skuffet, og jeg forstår det selvfølgelig ikke helt. Jeg synes vi havde lavet en fantastisk konstituering på baggrund af et bredt samarbejde, som vi har haft i rigtig mange år.

- Så på borgernes vegne i Egedal er jeg meget skuffet over det, der er sket, siger han.

Desuden giver venstre-borgmesteren ikke meget for forklaringen om, at man ønskede en endnu bredere aftale, og han påpeger spidst, man åbenbart ikke ønskede så bred en konstituering, at man fandt det nødvendigt at ringe til ham.

- Jeg tror det er noget personrelateret. Magten om borgmesterposten og andre poster, og sådan må politik aldrig være. Det handler om borgerne og ikke om, hvem der er borgmester eller viceborgmester, siger han, men erkender dog samtidig, at han er ærgerlig over ikke at beholde titlen som netop borgmester.

Man må gerne løbe fra sin aftale

Socialdemokratiet blev da også det største parti i kommunen med 23 procent af de samlede stemmer, mens Venstre og Lokallisten Ny Egedal hver fik 18 procent af stemmerne.

Venstre har haft magten i den nordsjællandske kommune siden 2010, og den siddende borgmester og Venstres spidskandidat, Karsten Søndergaard, fik ved det her valg 1.504 stemmer. Det svarer til cirka seks procent af de stemmer, der blev afgivet.

Vicky Holst Ramussen (S), der fik næstflest stemmer i kommunen fik 1.297 personlige stemmer, mens Ulrik John Nielsen fra Ny Egedal fik 1.214 stemmer.

Og selvom det ikke sker så ofte, så er det altså helt tilladt at gøre, som flere af partierne i Egedal har gjort, nemlig at skifte mening og løbe fra den aftale der er indgået.

Partier kan nemlig ændre de konstitueringsaftaler, der bliver indgået umiddelbart efter valget, helt frem til det konstituerende møde, der finder sted i byrådet mellem den 1. og 15. december.

Først når det er vedtaget i byrådet, er en konstituering bindende.

Opdateres

FacebookTwitter