Sygeplejersker har råbt på højere løn i måneder: Nu åbner lokalpolitikere for en lønstigning

Konservative i Varde mener ikke, at kommunens penge skal bruges på det.

Nu vil kommunalpolitikere i Varde se på, om sygeplejerskerne i kommunen skal have mere i løn. Netop lønstigning strejkede sygeplejerskerne for i knap ti uger henover sommeren - uden held. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Sygeplejerskerne har strejket og kaldt på højere løn i månedsvis, men fået blankt nej.

Men nu er Socialdemokratiet i den vestjyske kommune Varde åbne for at komme sygeplejerskerne til undsætning.

Den socialdemokratiske spidskandidat, Søren Laulund, vil flytte 40 millioner kroner fra anlægsbudgettet til velfærdsområdet, og en del af de penge kunne godt bruges på højere lønninger til personalet - heriblandt sygeplejersker - mener han.

De flere penge i lønposen skal være med til at løse det rekrutteringsproblem, som Varde kommune har i lighed med mange andre af landets kommuner.

- Det er noget, vi bliver nødt til at dykke ned i for at se, om det kan være med til at sikre, at vores ældre har en tryg hverdag, siger Søren Laulund.

Søren Laulund mener også, at det kunne komme andre faggrupper til gavn - eksempelvis social- og sundhedspersonale, som ligesom sygeplejerskerne er vanskelige for kommunen at rekruttere.

Samtidig understreger han, at højere løn blot vil være en del af løsningen på rekrutteringsudfordringerne. En anden del er bedre og mere fleksible arbejdsforhold for medarbejderne.

Også spidskandidat for Dansk Folkeparti Jeremy Pedersen er åben for at hæve lønnen.

- Lige nu vil jeg være klar til at kigge på stort set alle tiltag, der kunne gøre det attraktivt at blive sygeplejerske eller social- og sundhedshjælper i Varde Kommune, siger han.

Steen Holm Iversen (K) går efter at blive borgmester i Varde. (Foto: PRIVATFOTO)

- Hvis man afviser det her blankt, synes jeg egentlig, man er lidt arrogant. Det er de ældres ve og vel, vi gambler med.

Men at hæve lønnen for sygeplejersker og andre "varme hænder" er ikke den rigtige måde at bruge kommunens penge på, mener Steen Holm Iversen, som er spidskandidat for Konservative i Varde.

Han peger på, at der er tale om et strukturelt problem, som gælder hele landet, og som blev synligt ved sygeplejerskekonflikten i sommer.

- Der skal flere hænder ind i den her sektor. Hvis lønnen skal berøres, så er det et overenskomstmæssigt spørgsmål, og så er det overenskomstparterne, der skal løse det, siger han.

- At begynde at konkurrere på lønnen kommuner og kommuner imellem og regioner og kommuner imellem er i min optik ikke en gangbar løsning.

Nyborg kommune har hævet lønnen

Varde er langt fra det eneste sted, hvor der er mangel på sygeplejersker - det gælder også på landets sygehuse.

DR Nyheder kunne i går fortælle, hvordan læger på Aarhus Universitetshospital tager sygeplejerskevagter til lægeløn, fordi sygeplejerskerne efter deres knap ti uger lange strejke henover sommeren ikke vil tage de ekstra vagter, der er på sygehusene.

I Nyborg Kommune har man forsøgt at løse rekrutteringsudfordringerne ved at lave en aftale med sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd, om en højere løn til sygeplejerskerne i kommunen.

Konkret betyder aftalen, som landede i denne uge, at sygeplejerskerne får ekstra i lønposen, når de har været ansat to, fire og seks år i kommunen, ligesom de får en ekstra bonus, hvis de arbejder fuldtid.

Det har ifølge Dansk Sygeplejeråd gjort Nyborg Kommune til den lønførende kommune på Fyn, og håbet er, at det kan hjælpe på rekrutteringsudfordringer.

Og den model er interessant, mener Søren Laulund fra Socialdemokratiet i Varde.

- Vi vil strække os rigtig vidt for at sikre, at vores ældre har en god og værdig ældrepleje, siger han.

Om det skal være helt samme model som i Nyborg, vil han ikke lægge sig fast på.

Vil det her ikke potentielt kunne skabe en unfair balance, når der i andre kommuner også er rekrutteringsproblemer?

- Selvfølgelig har jeg mine betænkeligheder ved sådan en model, der begynder at pille ved nogle overenskomstmæssige regler, men ikke desto mindre er det positivt at finde nye alternative modeller til rekrutteringsudfordringerne, fordi vi har brug for at finde nogle løsninger, og dem er vi klar til at kigge på i Socialdemokratiet i Varde, siger Søren Laulund.

Sygeplejerske: Løn betyder noget

For en af dem, som måske kan have ekstra lønkroner i udsigt, lyder forslaget fra Socialdemokratiet som en god idé.

Dorte Snebang Pedersen, som er hjemmesygeplejerske og tillidsrepræsentant i Varde Kommune.

- Det har da noget at sige, hvis man i forskellige kommuner får forskellige løn for mere eller mindre det samme arbejde, siger Dorte Snebang Pedersen, som er hjemmesygeplejerske og tillidsrepræsentant i Varde Kommune.

Hun er en del af rekrutteringsudvalget, når der skal findes nye medarbejdere, og hun kender derfor udfordringerne godt.

- Vi har et rigtig godt ry i Varde Kommune, og vi har historisk ikke haft problemer med at rekruttere, men vi begynder at mærke det nu.

Når man spørger, om man skal give sygeplejersker og andre varme hænder mere i løn, så siger mange politikere, at de synes, det er vigtigere at give dem bedre arbejdsforhold. Hvad tænker du om det?

- Lige nu hænger vores arbejdsforhold sammen med, at vi mangler hænder. Det gælder både på sygeplejerskesiden og på sosu-siden.

- Får at få flere hoveder til, kan man lokke med højere løn.

Sygeplejerstrejken blev efter knap ti uger afsluttet med et lovindgreb fra Christiansborg. (Foto: Philip Davali © Ritzau Scanpix)

Konservative siger nej

Konservatives spidskandidat, Steen Holm Iversen, mener dog sagtens, at man kan forbedre rekrutteringen ved at se på arbejdsvilkår og medarbejdernes tilfredshed.

- Vi skal forsøge at skabe gode, fleksible rammer, hvor den her personalegruppe kan få et højt fagligt indhold, høj selvbestemmelse i forhold til planlæggelse og tilrettelæggelse af deres arbejdstid, og også nogle faglige udfordringer, siger han.

Også spidskandidaten for Venstre i kommunen, Mads Sørensen, mener, at man ideelt set tog lønforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter, men han er dog ikke afvisende over for at gå samme vej som i Nyborg.

- Lige nu og her prøver vi at løse udfordringen med nogle andre initiativer, men lad os nu se, om det lykkes. Det er klart, at vi kigger på, hvad der er af muligheder i det kommunale budget for at se på, om det her er en vej at gå, siger han.

FacebookTwitter