Sygeplejersker på akutmodtagelse tvinges til overarbejde hver eneste dag

I Holstebro er sygeplejerskerne blevet tvunget på arbejde 101 gange de seneste måneder.

Manglen på sygeplejersker er nu så akut, at der hver dag er huller i vagtplanen, som ikke kan dækkes, medmindre man tvinger medarbejdere på arbejde. (Foto: © Betina Garcia/Ritzau Scanpix)

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at fem sygeplejersker på akutmodtagelsen i Holstebro har sagt op i den seneste tid. Det er korrekt, men det er ikke relevant i denne sammenhæng. Aktuelt mangler der lige nu seks af 18 specialuddannede behandlersygeplejersker. De er enten sygemeldt eller på barsel.

Tidligere skrev vi, at der var 30 sygeplejersker på afdelingen. Der er 31. Fejlen er rettet.

På Hospitalsenheden Vest i Midt- og Vestjylland er der akut behov for flere sygeplejersker. Manglen på kolleger er nemlig nu så stor, at sygeplejersker på daglig basis bliver tvunget til at tage overarbejde for at få driften til at hænge sammen.

Alene på akutmodtagelsen i Holstebro er de 31 sygeplejersker blevet tvunget på arbejde 101 gange de seneste måneder, fordi vagtplanen ellers ikke har kunnet gå op.

Både den ledende oversygeplejerske på afdelingen, Overlægerådet, som består af knap 200 læger, og Dansk Sygeplejeråd kalder situationen for uholdbar.

Over hele landet står sygeplejersker i samme scenarie.

Jeanette Leth er én af dem, der dagligt går på arbejde uden at vide, hvornår hun får fri.

Hun er sygeplejerske på akutmodtagelsen i Holstebro. Hun møder som regel ind til, at der mangler en eller to kolleger, for at vagtplanen kan gå op.

- Jeg bliver sat i et dilemma, hvor jeg hele tiden skal opveje, om min fritid vægter højere. Og der taber min fritid oftest, for jeg kan ikke se ind i at efterlade kolleger i en vagt, hvor der ikke er nok til at tage imod de patienter, der har behov for vores sygepleje.

Hun arbejder i forvejen 37 timer om ugen, men på godt tre måneder har hun fået påtvunget overarbejde 15-20 gange - af alt fra 4 til 8 timers varighed.

- Jeg tror, de fleste mennesker kan acceptere en gang imellem at have noget overarbejde, men at det ligesom er ved at være reglen frem for undtagelsen er ekstremt belastende, siger hun og uddyber, at hun er bange for at begå fejl, når hun får en dobbeltvagt med manglende søvn til følge.

Hør sygeplejerske Jeanette Leth fortælle, hvor ofte hun bliver pålagt overarbejde:

Den ledende oversygeplejerske på akutmodtagelsen bekræfter, at der mangler personale for at få den daglige drift til at hænge sammen.

- Vi er nødt til at indkalde personale ekstra hver dag. Det er ikke sjovt at skulle hive sygeplejersker ind, som har arbejdet flere dage i streg, og som har brug for at holde fri. Men vi er nødt til at være de personer på arbejde, der skal være til stede for at kunne håndtere opgaven, siger Mette Norup Frøjk.

Truer med arbejdstilsyn

Hos Dansk Sygeplejeråd mener man, at det efterhånden er blevet en tendens at pålægge sygeplejersker overarbejde for at få tingene til at løbe rundt.

Og det har konsekvenser.

- Arbejdsmiljøet er presset, og flere og flere siger op uden at have andet arbejde, fortæller næstformand i Dansk Sygeplejeråds kreds i Midtjylland Bente Rasmussen.

Fagorganisationen har haft flere møder med sygehusledelsen om situationen på akutafdelingen, senest i august.

Men det har ikke haft nogen effekt, mener Bente Rasmussen. Derfor har sygeplejerådet i dag indkaldt hospitalsledelsen til et nyt møde.

Hvis ikke ledelsen præsenterer en plan for, hvordan man vil afhjælpe problemet her og nu, vil fagorganisationen gå til Styrelsen for Patientsikkerhed og Arbejdstilsynet og håbe på påbud.

Selv peger hun på, at et løntillæg vil kunne trække nogle af de sygeplejersker, der har forladt faget, tilbage igen.

Sygehusledelse: 'Vi kan ikke bare lukke'

På akutmodtaglsen i Holstebro mangler de lige nu seks af 18 specialuddannede behandlersygeplejersker. De er enten sygemeldt eller på barsel. Afdelingen har i alt 31 sygeplejersker ansat.

Hos hospitalets ledelse erkender man, at der er udfordringer på flere afdelinger. Dog understreger sygeplejefaglig direktør Ida Götke, at problemet skal løses - men at så længe man mangler sygeplejersker, vil pålagt overarbejde være en del af løsningen.

- Vi kan ikke bare lukke og sige, at vi ikke kan modtage akutte patienter, siger hun.

- Det er hårdt kollegialt imellem os, for der er altid nogen, som bliver enormt kede af det, hvis man skal hente børn eller til fødselsdag eller andre ting, som er vigtige, siger sygeplejerske Jeanette Leth, som her sidder foran de mange papirer, som hver især dokumenterer det pålagte arbejde. (Foto: © Rasmus Gade Østergaard - DR)

I mellemtiden forsøger afdelingen fortsat at rekruttere nye medarbejdere.

Klar til at se på løntillæg

Spørger man Venstres spidskandidat til formandsposten i Region Midtjylland, er det ikke sundt, at medarbejderne må tvinges på arbejde.

- Når man begynder at tvinge medarbejderne på arbejde, så er man derude, hvor arbejdsmiljø og andet ikke fungerer optimalt, siger Anders G. Christensen.

Han anerkender, at det er en svær problemstilling at løse, men han peger på, at dialog med sygeplejerskerne er vejen frem. Han er også klar til at overveje, om man kan give sygeplejerskerne ekstra tillæg, så det bliver mere attraktivt at tage flere og skæve vagter.

Og så kritiserer han den nuværende ledelse af Region Midtjylland for ikke at have gjort nok i tide.

- De udfordringer, sygeplejerskerne rejser, er nogle, man har kendt længe, så det burde man have taget hånd om væsentlig tidligere end i det her tilfælde, hvor det først er, når huset brænder, siger han.

Den kritik afviser nuværende formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (S).

- Uanset om man er socialdemokrat eller venstremand, så har man samme udfordring i alle regioner med, at der er mange flere patienter, end der er personaler, og vi kan simpelthen ikke finde det ekstra personale, der skal til, selvom vi rigtig gerne vil og afsætter pengene til det, siger han og tilføjer, at man aldrig har haft flere medarbejdere ansat i regionen, end man har lige nu.

Han oplyser, at der hen over sommeren og efteråret har været 15-20 procent flere akutte patienter end samme tidspunkt tidligere år, som blandt andet skyldes, at coronarestriktionerne er ophørt.

I stedet mener han, at fokusset skal ligge på at forebygge indlæggelser, så presset kan mindskes. Også han er klar til at se på et eventuelt løntillæg til sygeplejerskerne.

Håber på løsning

På akutmodtagelsen håber Jeanette Leth, at der kommer en løsning snart. For udover familielivet slider det også kollegerne imellem.

Kan du ikke bare sige op?

- Jo, jeg kan sagtens finde noget andet arbejde. Man skal heller ikke have ondt af mig, for jeg kan gå derfra. Man skal have ondt af patienterne, som møder sygeplejersker, som har alt for meget om ørerne og som ikke er opmærksomme nok på hver patient.