Thomas Banke måtte gå af efter misbrug: Jeg har givet Fredericias politiske liv ridser i lakken

Kommunalforsker vurderer, at tilliden til Fredericias politikere vil være lav længe endnu.

Thomas Banke tror på, at den gode udvikling i Fredericia Kommune fortsætter til trods for de mange skandalesager. (Foto: Anders Debel hansen © (c) DR)

Først måtte det forhenværende politiske stjerneskud og Venstre-borgmester i Fredericia fra 2010 til 2013, Thomas Banke, gå.

Næsten otte år efter måtte den socialdemokratiske borgmester Jacob Bjerregaard gå.

To gange i træk har Fredericias borgmestre forladt topposten i kommunen, mens personsager har raset i medierne.

Det tærer på tilliden til hele det politiske system og den kommunale forvaltning, mener Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

- Hvis man bevæger sig rundt i landet og siger, man kommer fra Fredericia, så får man et skævt smil og et spørgsmål om, hvad den næste skandale så er, der kommer dernede fra. Som borger mærker man det på egen krop, at der kører sådan nogle skandaler i en kommune, siger han.

Og Thomas Banke, borgmester i Fredericia fra 2010 til 2013, erkender da også, at han bærer en del af det ansvar, da DR interviewer ham om årsagen til skandalesagerne i Fredericia.

- Min andel er jo først og fremmest, at jeg selv har bidraget til, at man i bedste fald kunne undre sig over, hvad der foregik i Fredericia Byråd i de år, hvor jeg selv var der, siger han.

(Foto: Anders Debel hansen © (c) DR)

I dag arbejder den snart 40-årige Thomas Banke som juridisk chef på et behandlingscenter – faktisk det behandlingscenter, han selv fik hjælp på, efter han forlod borgmesterposten i Fredericia med et misbrug.

- Det korte af det lange var jo, at byrådet havde mistillid til mig på baggrund af, at jeg havde en alvorlig og meget grim tendens til at misbruge medicin – og at jeg i øvrigt ikke havde helt styr på mine kørselsbilag, siger han.

Fredericianere er skuffede over politikerne

Det kræver ikke meget mere end en gåtur rundt i Fredericia for at få bekræftet, at tilliden til politikerne kunne være større.

- Den er meget, meget lille. Den er faktisk lige omkring nul, siger Erik Dalsgaard, der er pensionist og tidligere har stemt på Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter efter videoen med forhenværende borgmester Thomas Banke samt tre fredericianske borgere...

- Er de ikke narkomaner, så er de tyveknægte eller noget andet. Det kan jeg ikke rigtig se, hvordan man kan forene med et byråd. Jeg troede, det var en mere ordentligt slags mennesker, der skulle til, siger han.

Også dyrlæge Mette Kallesen har bemærket skandalesagerne i byrådet i Fredericia.

- Man ryster lidt på hovedet og tænker, at det er da utroligt, at man ikke kan gøre det bedre. Det ville være rart. Tillid er virkelig en mærkesag, så det betyder rigtig meget det med tilliden til politikerne, siger hun.

At sagerne fylder så meget, ærgrer socialrådgiver Stefanie Andersen.

- Det er klart, at det er ikke rart, at det er det, vi er kendt for i Fredericia. Det ville have været federe, hvis det var noget andet. For vi kan så meget andet, siger hun.

Forsker: Der skal tre-fire gode borgmestre til for at rette op

Thomas Bankes efterfølger på posten blev det unge socialdemokratiske håb, Jacob Bjerregaard, der tidligere har været formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.

Den populære borgmester, der med flere end 9.000 personlige stemmer skaffede sit parti absolut flertal i byrådet ved valget i 2017, gik dog pludselig før tid for under et år siden.

Efterfølgende kom det frem, at regler ikke blev overholdt, da han kom først i køen til at købe en attraktiv byggegrund i 2016, og at han måske havde for tæt et privat forhold til kommunens topembedsmand, kommunaldirektøren. Et for nært privat forhold kan være direkte ulovligt og strafbart og bliver nu kigget på hos Sydøstjyllands Politi.

Fredericias forhenværende borgmester Jacob Bjerregaard (S) og kommunens forhenværende kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe i byrådssalen Foto: Peter Leth-Larsen, Jysk Fynske Medier/ Ritzau Scanpix (Foto: Peter Leth-Larsen © Peter Leth-Larsen)

DR har været i kontakt med Jacob Bjerregaard, der ikke har ønsket at stille op til et interview.

- Jeg kommenterer ikke på sager og påstande, mens der pågår undersøgelser heraf. Jeg imødeser en afslutning på tingene med stor sindsro, lyder det fra ex-borgmesteren i et skriftligt svar til DR.

Netop den sag karakteriserer kommunalforsker Roger Buch sådan her.

- Det er jo sjældent set, at en borgmester bliver nødt til at trække sig, det er sjældent set, at en kommunaldirektør bliver fyret på gråt papir - så vi er helt oppe i top tre i forhold til kommunale sager, siger han.

Selv om de to tidligere borgmestre er helt ude af fredericiansk politik, så er byens ry ikke genoprettet endnu.

- Der skal rigtig lang tid til. Det her klarer man ikke med en god borgmester, eller to gode borgmestre. Man skal nok have en tre-fire borgmestre i træk, hvor der er fuldstændig orden i sagerne, og hvor der ikke er nogen skandaler overhovedet, for sådan nogle stempler har det med at blive hængende, siger Roger Buch.

Roger Buch i byrådsalen i Frederica. (Foto: Anders Debel hansen © (c) DR)

Han siger, at Jacob Bjerregaards sag ligger i top tre over de største skandalesager kommunalt i de seneste mange år. Og der er fællestræk til Farum-sagen med Peter Brixtofte i spidsen.

- Altså Farum Kommune i sin tid med Peter Brixtofte er den største skandale, vi nogensinde har haft. Der kan man sige, borgerne i Farum hører jo stadigvæk for, hvad deres borgmester gik og lavede dengang, siger han.

Seneste sag fra Fredericia ligger nu på Sydøstjyllands Politis bord.

Tidligere borgmester: Byens udvikling fortsætter til trods

Selv om Thomas Banke erkender sin del af ansvaret for, at kommunens image er i bund, og tilliden til politikerne i byen ligger omkring nul, så mener han, at der for Fredericia er lys for enden af tunnellen.

Han er født og opvokset i kommunen og bor stadig i Fredericia.

- Det er nærliggende på baggrund af alle de skriverier her at konkludere, at den er helt gal i Fredericia. At der må være et eller andet helt galt med deres drikkevand – om ikke andet det drikkevand, de serverer på rådhuset, siger han.

- Men den udvikling Fredericia er i, som er meget positiv både bosætningsmæssigt, erhvervsmæssigt og skatteindtægtsmæssigt, kommer ikke til at gå i stå eller gå tilbage på baggrund af de her sager, der har været i byrådet, siger han.

Kommunalforsker Roger Buch tror da også på, at de negative sager i Fredericia er overstået.

- Et system er jo aldrig stærkere end de personer, der er i det. Og her i Fredericia har man så været lidt uheldige med de seneste to borgmestre.

- Men så må man jo bare på håbe, at den næste borgmester, man får efter kommunalvalget, er af en anden støbning. Og det tror jeg sådan set, at der er rimelig god sandsynlighed for, uanset hvem det bliver, siger Roger Buch.

Steen Wrist fra Socialdemokratiet er nu borgmester i Fredericia og er spidskandidat for sit parti til kommunalvalget 16. november – fra Venstre er spidskandidaten Peder Tind.

i 21 Søndag i aften på DR1 kan du se hele historien om skandalesagerne i Fredericia.

FacebookTwitter