Vejen Kommune er pressede på økonomien: Borgmesterkandidat går til valg på at hæve skatten

Hvis ikke politikerne skal "massakrere" de offentlige institutioner fuldstændig i spareøvelser, skal skatten hæves, mener S-kandidat. Venstre er uenige.

Jørgen Thøgersen (S) møder ikke umiddelbart opbakning fra sine modkandidater fra Venstre og Konservative til sit forslag om at hæve skatten i Vejen Kommune. (Foto: Grafik: Nathalie Nystad)

Rettelse: Vejle er den kommune i Sydjylland med den laveste kommuneskat og ikke Billund, som der tidligere stod.

"Flere penge til ældreplejen", "ny skatebane til de unge" eller "bedre fritidsaktiviteter".

Det er nogle af de klassiske valgløfter, som politikere kaster om sig med, når der som nu er dømt valgkamp.

Men fra Socialdemokratiet i Vejen Kommune er mærkesagen mere utraditionel. Partiet går til valg på at hæve kommuneskatten, fordi kommunen fattes penge.

- Jeg ser ikke en løsning på de økonomiske udfordringer, uden at vi kommer til at kigge på en stigende skat, siger Jørgen Thøgersen, der er partiets spidskandidat.

Han håber at kunne sætte sig i borgmesterstolen efter valget, hvor den mangeårige Venstre-borgmester Egon Fræhr takker af. Konkret foreslår Socialdemokratiet at hæve kommuneskatten med 0,3 procentpoint ad to omgange.

Og selvom et valgløfte om en større skatteregning til borgerne måske ikke er en typisk sællert, så tror Jørgen Thøgersen på, at borgerne i Vejen Kommune vil kunne se fidusen.

- Der er tale om et forholdsvist mindre beløb, og det går vi til valg på, fordi vi tror, at borgerne er ved at være trætte af de besparelser, som vi år efter år er blevet ramt af.

Da politikerne i Vejen Byråd skulle lægge budgettet for 2022, havde de svært ved at få enderne til at nå sammen. Indtægterne i kommunen matcher ganske enkelt ikke udgifterne, og derfor måtte byrødderne finde besparelser på 30 millioner kroner.

- Vi leder med lys og lygte i enhver lille cigarkasse for at finde besparelser - i det her budget har vi været helt nede og finde besparelser på 15.000, siger han med henvisning til et tilskud til biograferne, som er blevet skåret.

Besparelser på skoleområdet

Et af de steder, kommunen har måttet spare, er på skoleområdet. I budgettet for det kommende år er der fundet fem millioner kroner ved, at lærerne i Vejen Kommune skal undervise mere. På den måde er politikerne kommet frem til, at man kan spare, hvad der svarer til cirka ti lærerstillinger.

Hvordan besparelsen konkret skal føres ud i livet på de enkelte skoler, er endnu uvist, men hvis besparelsen skal fordeles ligeligt ud over alle kommunens lærere, svarer det til, at hver lærer skal undervise cirka en halv time mere om ugen.

Rikke Ulbrandt Henriksen er lærer i Vejen Kommune. (Foto: PRIVATFOTO)

Og det gør en af kommunens lærere, Rikke Ulbrandt Henriksen, bekymret. Hun er lærer på Bække Skole, og hun frygter, at det får konsekvenser for børnene.

- Ved at undervise mere, så er der nogle ting, vi som lærere er nødt til prioritere, ikke at bruge krudt på eller helt at fjerne, siger hun og understreger, at det ikke skal lyde som en klagesang - hun er generelt glad for sit arbejde.

En lærer har mange andre opgaver end at undervise. Beder man Rikke Ulbrandt Henriksen forklare, hvad hun bruger sin tid på, når hun ikke står i klasselokalet, kan hun remse op i flere minutter:

Snakke med elever, der har udfordringer, planlægning af ture udenfor skolen og møder med sine kollegaer om tværfaglige projekter på tværs af fag.

Hun frygter, at det kan få konsekvenser for, hvor spændende og motiverende undervisning, lærerne får tid og overskud til at lave, og at det går ud over børnene.

- Der vil være nogle børn, der måske ikke på samme måde vil have lysten til at lære.

Kommunen skal spare penge, og et eller andet sted skal politikerne jo også finde de her penge. Hvorfor synes du ikke, det skal være på det her område?

- Jeg har stor forståelse for, at enderne skal mødes, og jeg er glad for, at jeg ikke skal træffe de her beslutninger. Men med de briller, jeg har på som lærer, så bliver jeg bekymret, når det er lærerne, der skal have en ekstra opgave. For eleverne er hjørnestenene i det danske samfund - det er dem, vi skal bygge på.

V: Skattestigning er absolut sidste løsning

Det er netop besparelser på velfærdsområder som eksempelvis skolen, ældreområdet og daginstitutioner, som Socialdemokratiets spidskandidat, Jørgen Thøgersen, gerne vil undgå for fremtiden. Han lover ikke at kunne rulle de allerede planlagte besparelser tilbage eller at kunne tilføre flere penge til en række områder.

- I første omgang vil jeg godt bare have mine modstandere i tale og sige: Kan I ikke se, at vi bliver nødt til at røre ved skatten, hvis vi skal igennem det her, uden at vi fuldstændig massakrerer de offentlige institutioner, siger han.

Morten Thorøe (V) stiller op som borgmesterkandidat i Vejen. (Foto: PRIVATFOTO)

Men en skattestigning er ikke den rigtige vej at gå. Det mener spidskandidaten fra Venstre, Morten Thorøe.

- Mit og Venstres udgangspunkt er, at vi gerne vil holde skatten i ro, siger han.

- Jeg synes, at en skattestigning er den sidste løsning, vi skal se på.

Morten Thorøe vil finde penge ved at sænke dokumentationskravene i blandt andet ældreplejen og i skolerne. Venstres kandidat vil dog ikke pure afvise, at han kan lægge stemmer til en skattestigning i den kommende valgperiode.

- Jeg er ikke sådan en politiker, der stikker garantier ud. Vi er nødt til at arbejde sammen i Vejen Kommune. Jeg er også nødt til at lytte til, hvad de andre partier vil, og så må vi finde et kompromis, vi alle kan se os selv i, siger han.

Konservative vil "vende hvert et blad"

Samme toner lyder fra Konservatives spidskandidat Frank Schmidt Hansen, der ligesom de to andre også gerne vil være borgmester i Vejen.

- Som udgangspunkt er skatten jo i ro, når man er konservativ. Vi går ikke til valg på at hæve skatten, siger han.

- Omvendt ville det også være at stikke vælgerne blå i øjnene, hvis vi ikke tager den her situation alvorligt. Så vi vil ikke love et skattestop, fordi vi vil også have råd til at investere i fremtidens velfærd.

Frank Schmidt (K) går også efter borgmesterkæden. (Foto: PRIVATFOTO)

Han anerkender, at "det ser svært ud" at undgå en skattestigning, hvis man ikke hæver skatten.

Hvordan vil du konkret finde de her penge, uden at hæve skatten?

- Hvis jeg bliver borgmester i Vejen Kommune, så vil jeg gå ind i et lukket rum med de politikere, der måtte have lyst til det og vende stort set hvert et blad og så se på: Hvad kan vi undvære, og hvad kan vi absolut ikke undvære?

Du kender jo kommunens økonomi rimelig godt, formoder jeg, fordi du også har været med til at lægge budgettet nu her, så hvilke idéer har du til, hvor man kunne finde nogle penge?

- Det er for tidligt at sige noget om, siger Frank Schmidt Hansen.

Han afviser at ville "sætte stillingsfunktioner" på besparelser, fordi han mener, at det vil være uordentligt overfor dem, der varetager de jobs.

Jeg tænker, at dem der overvejer at stemme på dig også gerne vil vide, hvad dine planer er for at forbedre kommunens økonomi.

- Jeg kan kun gentage, hvad jeg har sagt til dig et par gange nu. Jeg vil sætte mig sammen med dem, der kunne have lyst til det, og så vil jeg vende hvert et blad.

FacebookTwitter