Kommune-rangliste skal få flere i arbejde

For at få flere i job vil regeringen rangordne kommunerne efter deres evne til at få folk i beskæftigelse.

En ny rangliste over kommunernes succes med at få ledige i job skal vise, hvem der ikke klarer sig så godt. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Kommunerne skal ifølge regeringen måles og offentligt rangordnes efter, hvor stor succes de har med at få folk i job, skriver Berlingske.

Formålet er at få sat navn på de mindst effektive kommuner, og de skal så lære af andre kommuner, som har større succes med at flytte borgere væk fra passiv forsørgelse.

Borgmestre, kommunaldirektører og jobcenterledere vil hvert kvartal få tilsendt en rangliste over kommunerne.

- Det er min vurdering, at den enkelte kommune og den enkelte kommunes borgere og journalister så får et meget godt redskab til at følge, hvordan udviklingen er, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard-Larsen.

Alene i år bruger staten 140 milliarder kroner på at forsørge personer i den arbejdsdygtige alder.

Men 19.400 færre ville være på offentlig forsørgelse, hvis de mindre effektive kommuner præsterede lige så godt som en gennemsnitlig kommune, viser en undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet.

Planen er, at kommunerne skal placeres i grupper, så de kan sammenlignes i forhold til demografi og ledige.

Helle Linnet, formand for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, tror ikke, at en rangliste, der hænger kommunerne ud, giver mere beskæftigelse.

/ritzau/