Kommuneaftale for 2013 er i hus

Efter lange forhandlinger er KL og regeringen blevet enige om rammerne for kommunernes økonomi for 2013.

Finansminister Bjarne Corydon hilser på KL's forhandlere før det afsluttende møde om kommunernes økonomi.

Der er indgået en aftale om kommunernes økonomi for 2013. Den fastholder de 98 kommuners serviceudgifter på det niveau, som de har budgetteret med i 2012.

Dermed er aftalen strammere, end kommunerne havde ønsket. Serviceudgifterne bliver 231,6 milliarder kroner i 2013.

Kommunerne havde forud for forhandlingerne gjort det helt klart, at de gik efter at få det samme beløb, som udgjorde rammeaftalen for 2012, nemlig 247,8 milliarder kroner.

Aftaken kræver hård prioritering

Forhandlingerne i Finansministeriet trak længere ud end ventet, da de sidste knaster viste sig at være hårdere at høvle af end anslået.

I landets største kommune, København, erkender overborgmester Frank Jensen (S), at aftalen er stram og vil kræve hård prioritering.

- På anlægsområdet bliver vi begrænset væsentligt i forhold til i år. Det betyder desværre, at vi i København ikke kan bygge og renovere daginstitutioner, skoler og veje i det tempo, vi selv ønsker, siger han.

Finansminister Bjarne Corydon (S) er derimod særdeles tilfreds med aftalen.

Halv milliard mere til pædagoger

- Det har været hårde, men konstruktive forhandlinger. KL har taget et klart medansvar for at få økonomien tilbage på rette spor, siger finansministeren.

Selvom aftalen altså betyder, at kommunerne må bruge færre penge på service i 2013, end de havde ønsket, så indeholder den 500 millioner kroner til flere pædagoger i daginstitutionerne.

Samtidig er der afsat 300 millioner kroner til forebyggelse på sundhedsområdet, og effektiviseringer skal frigøre 750 millioner kroner til borgernær service.

Desuden får kommunerne lov til at bruge penge fra vandafledningsafgiften til klimatilpasninger.

Det betyder, at kommunerne får råd til at bygge afvandingskanaler og vandreservoirer for 2,5 milliarder kroner. Det skulle gerne mindske skaderne ved voldsomme skybrud.

/ritzau/

Facebook
Twitter