Kommuner efterlyser klarere regler efter 'kaos' med el-løbehjul

Transportministeren har bedt kommuner dele deres erfaringer med el-løbehjul. De efterlyser flere restriktioner.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) skal i dag mødes med en række kommuner, der skal dele deres erfaringer med el-løbehjul. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Smadrede tænder og folk der falder over løbehjul på fortovene. Det er nogle af historierne om elektriske løbehjul, der har fået skadestuer til at advare mod de motordrevne køretøjer, som man kan leje i flere af landets store byer.

I dag skal transportminister Benny Engelbrecht (S) mødes med en række kommuner, der skal dele deres erfaringer med el-løbehjulene, inden den nuværende forsøgsordning skal evalueres i begyndelsen af det nye år.

Ministeren har blandt andet bedt om erfaringer fra København, hvor el-løbehjulene siden årsskiftet har været en del af bybilledet. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten håber, at transportministeren blandt andet vil give kommunen mulighed for at indsamle de løbehjul, der ligger og flyder.

- Vi har brug for noget lovgivning, der giver os mulighed for at regulere det kaos, som vi oplever i byen. Vi har brug for at vide, hvor løbehjulene må være, og hvordan vi som kommune får lov til at indsamle dem og sende regningen videre til løbehjulsfirmaerne, siger hun.

Københavns Kommune har flere gange forsøgt at lave regler for, hvor løbehjulene må parkeres, og hvordan kommunen kan sikre, at de ikke ligger og flyder på gaderne. Men det er ifølge Ninna Hedeager Olsen blevet forhindret:

- Når vi er kommet med forslag til regler for, hvor løbehjulene må stå, og hvornår vi må indsamle dem, så har Transportministeriet sagt, at den regulering er ulovlig. Jeg håber, at den nye transportminister vil give os lov til at regulere det her område, siger hun.

Samme melding kommer fra Frederiksberg Kommunes borgmester, Simon Aggensen (K):

- Vi vil rigtig gerne have bedre rammer for, at vi som kommune kan rydde op, men også stille krav til udlejerne om, at el-løbehjulene bliver ryddet op løbende, siger han.

Han efterspørger desuden, at det bliver undersøgt grundigt, hvilken effekt løbehjulene har på miljøet.

Håber på klarere regler

I Aalborg er kommunen selv på vej med 100 løbehjul. De håber, at det kan afholde private firmaer fra at opstille udlejningsløbehjul.

De vil nemlig gerne undgå de scenarier, som man kender fra for eksempel København, hvor el-løbehjulene flyder på gaden, siger stadsingeniør i Aalborg Kommune Svend Erik Pedersen.

- Vi håber, at vi kan dække markedet, men vi kan ikke vide det. Hvis der kommer private firmaer, har vi ingen værktøjer til at regulere dem. Det mangler vi, så det vil vi opfordre Transportministeren til at se på.

Udover København er Frederiksberg, Odense, Aarhus, Vejle og Aalborg blevet inviteret til at komme med input til reglerne for elektriske løbehjul.

- Det er tydeligt, at der i nogle kommuner har været store udfordringer med de nye løbehjul, som et bredt flertal i Folketinget har tilladt på de danske veje, mens det i andre kommuner ser ud til at gå mere smidigt. Jeg har derfor inviteret kommunerne til et møde, hvor de kan udveksle erfaringer og måske lære af hinanden, skriver transportminister Benny Engelbrecht i en mail til DR Nyheder.

Forsøgsordningen med el-løbehjulene er blevet stemt igennem af et bredt flertal i Folketinget og løber frem til januar 2020, hvor den skal evalueres.