Kommuner om kompensation fra regeringen: 'Det er en lappeløsning'

Den økonomiske kompensation dækker over en grundlæggende ubalance, mener KL-næstformand Martin Damm (V).

Næstformand i Kommunernes Landsforening Martin Damm (V) er tilfreds med den økonomiske kompensation, men efterlyser et nyt udligningssystem hurtigst muligt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Det er blot en lappeløsning, når 85 kommuner nu får et økonomisk plaster på såret som følge af mere præcise regnemetoder i det såkaldte udligningssystem.

Sådan lyder det fra næstformand i Kommunernes Landsforening Martin Damm (V), der ikke mener, at kompensationen ændrer ved problemets kerne - nemlig at der mangler et nyt udligningssystem.

- Det lapper på et udligningssystem, som Folketinget ikke kunne blive enige om at lave om, men som trænger til en stor revision. Ellers var man ikke nødt til at udbetale de her kompensationsbeløb, siger han.

Udligningssystemet er til for at sikre en udjævning af forskellene i kommunernes økonomi, som skyldes forskellen i for eksempel skattegrundlag, alderssammensætning og den sociale sammensætning.

Efter lang tids forhandlinger måtte regeringen i foråret kaste håndklædet i ringen og erkende, at der ikke kunne laves en aftale om en ny fordelingsnøgle til de milliarder af kroner, som landets 98 kommuner skal dele imellem sig i udligningssystemet.

De 1,4 milliarder kroner skal derfor ses som en kompensation de næste to år, indtil en aftale om et nyt system er landet.

Minister: Valg i vejen

Martin Damm opfordrer til, at partierne hurtigst muligt får lavet en aftale om et nyt system.

- Kompensationen dækker over en grundlæggende ubalance, som man er nødt til at tage højde for på et tidspunkt. Der er en lang række ting i udligningssystemet, som man har lovet at rette, men ikke kunne blive enige om i Folketinget, siger Martin Damm.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll Bille (LA) lægger ikke skjul på, at det var regeringens klare ambition at få landet en aftale om udligningssystemet i foråret.

- Der var desværre ikke appetit blandt Folketingets partier til det, nok fordi vi er for tæt på et folketingsvalg.

- Vi har sagt, at vi indkalder til udligningsforhandlinger, lige så snart at folketingsvalget er overstået, fordi vi tror, der vil være en større appetit på det i begyndelsen af en valgperiode end i slutningen, siger han.

Facebook
Twitter