Kommuner skal advares om udsatte grønlandske børn

Udsatte grønlandske familier lever usynligt i Danmark. Socialminister Karen Hækkerup vil indføre kommunal indberetningspligt, når familier flytter.

Udsatte grønlandske familier lever usynligt i Danmark. Socialminister Karen Hækkerup vil indføre kommunal indberetningspligt, når familier flytter. (© Colourbox)

Da en gruppe på 120 udsatte grønlandske børn i alderen 6 til 18 år bosat i Danmark blev undersøgt nærmere, viste det sig, at de sociale myndigheder i kommunerne ikke havde opdaget to tredjedele af de børn, der havde meget belastede livsvilkår.

Det afslører en undersøgelse fra Epinion foretaget for foreningen Grønlandske Børn ifølge Politiken.

Kommuner skal fortælle om problemfamilier

På den baggrund har den danske socialminister Karen Hækkerup (S) taget kontakt til sin grønlandske kollega, familieminister Mimi Karlsen, for at indføre et nyt princip i rigsfællesskabet.

- Forældre, som flytter fra deres ægtefælle, kan tage børnene med til Danmark fra Grønland - eller den anden vej - og leve i skjul med deres problemer, fordi den sociale sag ikke er fulgt med. Vi skal have en løsning, der bedre samler disse børn op", siger Karen Hækkerup til Politiken.

Danske og grønlandske kommuner skal nu orientere hinanden, når familier med sociale vanskeligheder flytter den ene eller den anden vej.

30 børn fjernet fra hjemmet

Undersøgelsen har foreningen fulgt op med en indsats, som førte til underretning af de sociale myndigheder om over 100 af børnene.

77 har fået forskellige former for hjælp fra deres kommune. Og knap 30 - hvert fjerde barn fra gruppen - er siden blevet anbragt uden for hjemmet.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter