Kongresdeltagere til S-top: Vi skal tage imod kvoteflygtninge

Vi kan ikke redde hele verden. Men det betyder ikke, at vi ikke skal redde nogen, lyder det på S-kongres.

Humanisme, solidaritet og retfærdighed går dårligt hånd i hånd med at bakke op en beslutning, der betyder, at Danmark ikke tager imod nogle af verdens allersvageste flygtninge.

Sådan lyder det søndag morgen på den socialdemokratiske kongres i Aalborg, hvor spørgsmålet om kvoteflygtninge er til debat.

- Vi skal holde den internationale fane højt, siger Henrik Lüth fra Aabenraa.

- Vi er et humanistisk parti, der skal tage de forpligtelser på os. Vi skal være klar til at kunne tage imod 500 af de dårligst stillede flygtninge. Det skal vi bare kunne klare, Mette.

Han understreger ligesom flere andre talere, at han ikke blot taler på egne vegne, men er blevet bedt om af sine partifæller hjemme at tage spørgsmålet op.

Folketingskandidat Daniel Prehn fra Roskilde går i rette med partiledelsens argument om, at det set på verdensplan ikke gør den helt store forskel, om Danmark tager imod 500 flygtninge, som det har været praksis tidligere.

- Jeg er sikker på, at det betyder alverden for den enkelte kvoteflygtning at komme til Danmark til tryghed, siger han

Finn Østergaard fra Haderslev mener, at partiets linje er i strid med de værdier, der fremgår af det nye principprogram, som partiet skal vedtage senere søndag.

- Der hopper kæden af. For igen følger vi laveste fællesnævner. Vi nægter at hjælpe de svageste af de svageste, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter