Efter mere end 20 år i Folketinget, indstiller de Konservatives Tom Behnke den politiske karriere på Christiansborg.
Det sker for at få "frisk luft" og mere tid til børnene, skriver han i en kommentar til DR Nyheder.
- Jeg kan mærke, at det nu er tid til at give stafetten videre til nye, friske kræfter, siger Tom Behnke.
Han blev første gang valgt til Folketinget i 1990 for Fremskridtspartiet.
Tid til børnene
I 2001 skiftede han til Det Konservative Folkeparti, hvor han røg ud af Folketinget. Han blev valgt igen i 2005.
Tom Behnke har den seneste tid været mest markant som partiets retsordfører, men han er også gruppesekretær i folketingsgruppen.
- Det har været 20 spændende og begivenhedsrige år med gode kolleger og masser af spændende oplevelser, men nu er tiden kommet til, at jeg skal ud og have frisk luft og ny inspiration. Og ikke mindst tid til, at jeg skal være mere sammen med mine børn, som jeg længe har ønsket at prioritere højere, siger Tom Behnke i kommentaren.
Glad for Pape
Tom Behnkes afgang skal ikke kædes sammen med, at de Konservative for kort tid siden fik ny formand. I hvert fald skriver Tom Behnke, at han er glad for, at Søren Pape nu er formand, og at han er sikker på, at de Konservative med ham i spidsen vil opnå en større vælgertilslutning.
Tom Behnke, der er uddannet politibetjent, bliver i Folketinget frem til valget.
Dr.dk har forsøgt at få en kommentar fra Tom Behnke.