Tre af de syv konservative medlemmer af byrådet i Allerød Kommune har forladt partiet.
En af dem er Thomas Frisch, der fik næstflest stemmer af alle Konservative i kommunen.
Han fortæller, at han ikke længere kan se sig i det politiske projekt, hvor man endnu en gang satser på partifællen Jørgen Johansen som borgmesterkandidat.
- Det er ikke et personspørgsmål. Jørgen Johansen er fin fyr. Han får sikkert mange personlige stemmer. Men han kan bare ikke samle et politisk flertal bag sig.
Men det er ikke kun det lokalpolitiske projekt, Thomas Frisch har svært ved at se sig selv i.
Han har også svært ved at se, hvordan De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, skal lykkedes med at genrejse partiet.
- Hvad er projektet? Hvad er planen?
Han fortæller, at tankerne om at forlade partiet har hvirvlet i luften i noget tid efterhånden. Og det begyndte allerede under valgkampen til Folketingsvalget i 2022.
- Når man åbner en valgkamp som statsministerkandidat og virker fuldstændig uforberedt på at blive angrebet fra begge sider… det er en dårlig start, siger han.
- Søren Pape lavede det ene selvmål efter det andet. Og jeg krummede faktisk tæer.
Fik ikke nok indflydelse
Thomas Frisch og de to øvrige nu tidligere konservative, Torbjørn Barfod og Bettina Løgager, blev allesammen medlemmer af partiet op til kommunalvalget i 2021.
Han havde egentlig tidligere stemt Venstre, men fordi han havde kæmpet imod en asfaltfabrik, som han sammen med en borgergruppe stævnede kommunen - med Venstre i spidsen - for at ville give grønt lys, kunne han ikke se sig selv i partiet.
Og derfor valgte han De Konservative.
Men han mener ikke, at han har fået nok indflydelse i partiet.
- Jeg har undret mig over, at jeg, som fik næstflest stemmer og sidder i økonomiudvalget, ikke er med til budgetforhandlingerne, siger han.
- Det er akavet at sidde i økonomiudvalget og stemme ting igennem, når jeg ikke har været med til forhandlingerne.
Han vil ikke sige, hvad han skal nu. Men han siger, at han grundet sin historik med Venstre-borgmesteren ikke kan melde sig ind i Venstre. Men han er stadigvæk borgerlig. Og så lægger han vægt på, at han gik ind i politik for at samarbejde bredt.
Det lyder jo som om, at du hører til i Moderaterne så?
- Nu er vi etableret som en løsgængergruppe – som jeg er formand for. Og så skal vi lige lande og finde ud af, hvad gør vi herfra.
- Når måneden er omme, så har vi truffet en beslutning. Der er ting, der taler for et lokalparti. Men man skal også spørge sig selv, om der er nogen grund til at gøre det, hvis der er nogen, der har lavet en retning, man kan se sig selv i.
De seneste i en række
De tre konservative byrødder fra Allerød skriver sig ind i en række af medlemmer, der på det seneste har forladt partiet.
Hanne Bjørn-Klausen, der siden 2018 har været medlem af kommunalbestyrelsen i Herlev Kommune som konservativ, har meldt sig ind under Liberal Alliances faner.
Hun har tidligere udtrykt kritik af ledelsen hos De Konservative for dens håndtering af sagen om EP-politikeren Pernille Weiss.
Også den tidligere formand Lars Barfoed og hans kone Helle Sjelle har meldt sig ud af partiet.
Her var en del af forklaringen Søren Papes politiske kurs.
Det har også spillet en stor rolle for Thomas Frisch, der har svært ved at se retningen med Pape ved roret. Og især den fejlslagne valgkamp har gjort indtryk på det nu tidligere medlem.
- At melde ud, at topskatten skal fjernes, er at skyde sig selv i foden. Det er for nemt at angribe for Socialdemokraterne. Jeg vil da gerne have lavere skat. Men man vinder ikke en valgkamp på det, siger han.
- Han lå som han havde redt. Han gav dem selv skytset.
Hvorfor så ikke prøve at vælte Pape?
- Vi vil hellere noget andet end at kæmpe på den front. Så stort et forhold har vi heller ikke til partiet. Vi kom til i 2021 i lokalpolitik, siger han.
- Og hvis du spørger mig om, hvem der skal overtage, så vil jeg sige: "Fisk". Hvem er alternativet? Det kan jeg ikke pege på.
Men selv hvis Søren Pape Poulsen blev skiftet ud, havde det nok ikke ændret hans beslutning om at forlade partiet. For det handler om noget og ikke om nogen, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Søren Pape Poulsen. Men du kan høre ham fortælle om valgkampen, som han selv beskriver som "helt forfærdelig" i den seneste udgave af 21 Søndag: