Konservative: Eksperter fejlinformerer om hash

En legalisering af hash er langt fra en løsning på den tredobling af hashpsykoser, der har været siden 2007. Tværtimod, mener Konservative.

- Folk med forstand på det her skal forklare de unge, at nogle gange er det rigtig dejligt at tage de her stoffer, men det har altså også en bagside med fysiske og psykiske konsekvenser, siger Konservatives retsordfører, Tom Behnke, der foreslår en forebyggende indsats mod det stigende antal hashpsykoser.

Antallet af unge med hashpsykoser er næsten tredoblet siden 2007.

Og det er en meget voldsom udvikling, lyder det fra Konservatives retsordfører, Tom Behnke, der mener, at den eksplosive udvikling sender sit eget meget tydelige signal.

- Det viser jo med al tydelighed, at alle de tanker om, at hash skal være legalt, fordi det er ufarligt, er noget sludder og vrøvl. Hash er et et problematisk stof, og man skal simpelthen bare lade være med at tage det, siger han.

Eksperter fejlinformerer

Tom Behnke kalder den voldsomme udvikling for et resultat af hele den debat, der ifølge ham har været omkring hash de senere år.

Han beskylder 'såkaldte misbrugseksperter' og politikere for ikke at have informeret godt nok om alle de negative sider ved rusmidlet og i stedet snakket om muligheden for netop at legalisere det.

- Når unge mennesker hører, at så mange kloge mennesker mener, at hash er uproblematisk, så tror de jo selvfølgelig, at det hænger sådan sammen. Men det gør det altså ikke, og det viser de her tal jo med al tydelighed, siger han.

EL: Legalisering vil nedbringe hashpsykoser

Ifølge den nyeste opgørelse fra Statens Serum Institut, er antallet af unge mellem 18 og 35, der bliver indlagt med hashpsykoser på de danske sygehuse, siden 2007 steget fra 58 til 167.

Og stik imod Konservatives holdning til problemet, så er Enhedslistens bud på en løsning at legalisere stoffet.

- En legalisering ville give bedre muligheder for at kontrollere hashen og i højere grad komme i dialog med de unge om, hvordan man skal og ikke skal bruge det, siger partiets sundhedsordfører Stine Brix.

Forbyggende indsats er vejen frem

Tallene for hashspsykoser er kommet frem, fordi Venstres psykiatriordfører Jane Heitmann udbad sundshedsminister Nick Hækkerup(S) om svar på flere spørgsmål om hashpsykoser.

Og hun mener ligesom Konservative heller ikke, at legalisering er nogen god idé. Hun mener derimod også, at der skal advares meget mere om det farlige ved hash.

- Folkeskolerne spiller en helt særlig rolle i forhold til deres måde at fremstille hash som et farligt stof.

- Det er også vigtigt, at forældrene tør tage en snak med de unge mennesker om, hvorfor det er dumt at ryge hash, siger Jane Heitmann.

Jane Heitmann har nu kaldt både sundhedsminister Nick Hækkerup(S) og undervisningsminister Christine Antorini(S) i samråd for at spørge til, hvad de vil gøre ved problemet.

Facebook
Twitter