Konservative ude af forhandlinger om udligning: Vi har fået at vide, vi ikke er velkomne

Regeringen vil fortsætte sine forhandlinger med de partier, der er tættest på dem, er meldingen.

Rasmus Jarlov (K) er ikke tilfreds med, at regeringen ikke vil have De Konservative med til forhandlinger om en udligningsreform. Han frygter, det vil gå hårdt ud over konservative kommuner, at de ikke har repræsentanter med ved forhandlingsbordet. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Allerede inden det for alvor er gået i gang, er Konservative blevet udelukket fra at få en plads ved forhandlingsbordet om en udligningsreform. Det fortæller partiets finansordfører, Rasmus Jarlov.

- Vi synes, man skulle gå efter at få en bred reform, som alle kan se sig i i stedet for at spille nogle kommuner ud mod hinanden.

Ifølge Rasmus Jarlov (K), har De Konservative ikke fået nogen specifik årsag til, hvorfor de ikke behøver møde op til forhandlingsbordet.

Men i en besked til DR Nyheder skriver finansminister Nicolai Wammen (S), at regeringen vil fortsætte forhandlingerne med de partier, der ligger nærmest regeringens udspil.

- Det betyder også, at vi i første omgang ikke har flere møder med Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance, skriver Wammen.

Den melding er Rasmus Jarlov ikke tilfreds med. Han frygter, at de konservative kommuner vil blive de store økonomiske tabere i udligningen, når konservative repræsentanter mangler ved bordet.

- Vi frygter, at nogle kommuner bliver ofre i denne her udligningsreform uden nogen faglig begrundelse for det. Det bekymrer os, hvis det nu bliver Venstre og Socialdemokraterne, der skal forhandle uden om os, siger han og fortsætter:

- Vi er bange for, at det bliver fortællingen om to ulve og et får, der skal stemme om, hvad de skal have til middag, og man beslutter sig for, at der er nogle kommuner, der skal ofres.

Regeringens udspil til en udligningsreform kom i januar måned og lægger i hovedtræk op til, at rige kommuner skal give penge til fattigere kommuner. Og her står det klart, at konservativt ledede kommuner er nogle af dem, der skal have pengene op af kommunekassen.

- Vi synes ikke, det er god måde at forhandle på, at man på forhånd udelukker nogle partier. Det mest rimelige er, hvis man lytter til alle synspunkter.

Beskeden fra Nicolai Wammen (S) vakte opsigt hos Liberal Alliance. Det var, ifølge Ritzau, den måde, de fandt ud af, at de, som Konservative, ikke skal deltage i udligningsforhandlingerne.

Til Ritzau siger partiets finansordfører, Ole Birk Olesen (LA), at de ville have været åbne over for regeringen i forhandlingerne.

- Det er en overraskelse, for vi går ind for kommunal udligning. Vi har bedt regeringen om at vise, at der er kommuner, der ikke har råd til en ordentlig service.

Liberal Alliance skal heller ikke med til forhandlingsbordet, når der skal diskuteres kommunal udligning. Det overrasker finansordfører Ole Birk Olesen (LA). (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- Kunne de det, så ville vi støtte, at de kommuner fik flere penge. Så vi er meget åbne over for regeringens dagsorden. Men det har de ikke gjort, siger partiets finansordfører, Ole Birk Olesen, og fortsætter:

- Det ligner først og fremmest, at kommuner med socialdemokratiske borgmestre skal have flere penge, selv om de ofte har mange i forvejen, siger han til Ritzau.